Klar til Final4: Pokalmestre sejrede dramatisk i Viborg

Herning-Ikast Håndbold vandt 28-27 efter forlænget spilletid i onsdagens kvartfinale

28. oktober 2020, 22.07

Ingvild Bakkerud leverede syv mål og høj kvalitet, da Herning-Ikast onsdag spillede sig i pokalturneringens Final4, der er sat til juni 2021. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Sidste sæsons pokalmestre fra Herning-Ikast Håndbold er klar til at forsvare titlen, når denne sæsons Final4-stævne spilles i sommeren 2021.

Det blev en realitet efter en højdramatisk onsdag aften i Vibocold Arena i Viborg. Her kæmpede HIH-kvinderne sig til en intens kvartfinalesejr over ærkerivalerne fra Viborg HK, der blev nedlagt med 28-27 - efter forlænget spilletid.

Det lignede ellers at forlængelsen ikke skulle i spil, da kampens bedste spiller - HIH-backen Ingvild Bakkerud scorede til 26-25 i slutminutterne af den ordinære kamp. Men med blot fire sekunder retur på haluret, udlignede Viborgs Moa Högdahl til 26-26, da gæsternes defensiv var for tilbageholdende.

Nerverne var også synlige hos begge hold, der sammen med de 400 tilskuere, måtte igennem to gange fem minutters yderligere spænding.

Kristina Jørgensen bragte Viborg i front, Bakkerud udlignede og derefter fulgte både boldtab og kendelser for passivt spil, inden afgørelsen faldt. Med 51 sekunder tilbage blev Herning-Ikast Stine Skogrand sendt i gulvet af Line Haugsted. Straffekast til HIH og udvisning til VHK-backen. Emma Friis scorede stensikkert fra syv meter-stregen, og da Kristina Jørgensen i det sidste angreb - hvor Viborg satsede med et tomt mål - skød forbi rammen hos en velspillende Sabine Englert, kunne de forsvarende pokalmestre juble over billetten til Final4.

Med den forlængede spilletid fortsatte Viborg HK i øvrigt en bemærkelsesværdig stime. Det var tredje år i træk, at viborgenserne måtte ud i ekstraminutter i en pokalkvartfinale.

Ud over Herning-Ikast Håndbold får næste sommers Final4 deltagelse af København Håndbold, Odense Håndbold og Nykøbing Falster Håndbold.