
Vi skodder skodderne og sender plastik til tælling
Danmarks Naturfredningsforening samler affald i naturen
Udgivet:17. september 2020, 17.00
Læsetid:1 minut
Foto: Privat
3 år siden
INDSAMLING I den kommende weekend skal der samles affald sammen i naturen over hele Danmark. Også i Ikast-Brande, hvor 19 forskellige foreninger/privatpersoner har meldt sig som primusmotor for indsamlingen rundt i hele kommunen.
Indsamlingen plejer at ligge i foråret, men på grund af Covid19 er den blevet rykket til denne weekend, som også er World Cleanup Day.
World Cleanup Day er et årligt globalt socialt handlingsprogram, der tager sigte på at bekæmpe det globale problem med affald, herunder problemet med havaffald.
I Ikast-Brande foregår affaldsindsamlingen i et samarbejde mellem Naturfredningsforeningen, lokale foreninger og Kommunen. Desuden samler mange skoler og institutioner affald i ugen op til.
Formålet med affaldsindsamlingen er at få gjort rent i naturen og samtidig sætte fokus på, at affald ikke skal smides i naturen.
- I lokalafdelingen for Danmarks Naturfredningsforening er vi utrolig glade for den opbakning, der har været til dette arrangement igennem årerne. Flere og flere får øjnene op for den gode sags tjeneste. Antallet af indsamlere har været støt stigende gennem årene og i år forventes op mod 580 personer at deltage i indsamlingen her i Kommunen, siger Anne-Marie Kragsig Pedersen fra lokalafdelingen i Ikast-Brande.
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd, man møder bare op. Og tag gerne børn og børnebørn med. Som tidligere sørger Danmarks Naturfredningsforening og Ikast-Brande Kommune for en lille forfriskning til alle, der deltager. Ikast-Brande Kommune trækker ligeledes lod blandt de forskellige foreninger om biografbilletter til samtlige deltagere på et af indsamlingsstederne.