Siemens Gamesa lancerer ny havvindmølle

Siemens Gamesa er klar med en ny mølle

Udgivet:07. december 2019, 08.46

Læsetid:2 minutter

SG 11.0-193 DD Flex, som møllen hedder, er baseret på den største nuværende Siemens Gamesa-havvindmølle og kan under helt specifikke forhold nå en kapacitet på 11 MW. Foto: Siemens Gamesa

3 år siden

Brande Siemens Gamesa lancerede det nye Siemens Gamesa Direct Drive Flex-koncept i forbindelse med messen WindEurope Offshore i København. SG 11.0-193 DD Flex, som møllen hedder, er baseret på den største nuværende Siemens Gamesa-havvindmølle og kan under helt specifikke forhold nå en kapacitet på 11 MW.

- SG 11.0-193 DD Flex er endnu et eksempel på, hvordan Siemens Gamesa konstant arbejder på at forbedre ydeevnen og give større værdi for vores kunder, investorer og samfundet som helhed. Digitalisering giver os mulighed for at øge kapaciteten på vores p.t. største maskine til 11 MW, forøge dens årlige energiproduktion og nedbringe produktionsomkostningerne pr. enhed. Til gengæld kan vores kunder levere mere ren, pålidelig energi til slutbrugerne til lavere priser, siger Andreas Nauen, der er adm. direktør for Siemens Gamesas havvindmølledivision.

SG 11.0-193 DD Flex havvindmøllen har en rotordiameter på 193 meter og vinger, der er 94 meter lange. Konstante digitale observationer behandles af kontrolsystemet, hvilket øger kapaciteten op til 11 MW. Den opgraderede mølle er baseret på Siemens Gamesas oparbejdede ekspertise inden for offshore Direct Drive-teknologien (gearløs, red.), som er blevet videreudviklet siden lanceringen i 2011.

Siemens Gamesa vil indenfor kort tid installere havvindmølle nummer 1.000 med Direct Drive-teknologi. Møllerne er installeret på alle større markeder globalt, herunder Storbritannien, Tyskland, Danmark, Holland, Belgien og Taiwan. Desuden har Siemens Gamesa modtaget ordrer på yderligere 1.000 gearløse møller, som skal installeres på både de ovennævnte markeder samt nye offshore-markeder såsom USA, Frankrig og Japan.

Flex-konceptet, som skal forøge havvindmøllernes effekt, er udviklet på Siemens Gamesas udviklingscenter i Brande, mens møllerne skal produceres på virksomhedens fabrik i Cuxhaven, oplyser Siemens Gamesas danske pressechef, Frederikke Tømmergaard.

Allerede dagen efter præsentationen af den opgraderede havvindmølle kunne Siemen Gamesa offentliggøre, at Vattenfall har bestilt ca. 140 stk. til opsætning i havvindmølleparkerne Hollandse Kust Zuid 1 og 2. Møllerne skal installeres i løbet af 2022 og være i fuld drift året efter.