Klædt i lyserødt for en fælles sag: Bag ulykkelige oplevelser gemmer sig et stærkt sammenhold i kampen mod kræft

Både i Ikast og på Ruskærholm kunne Lyserød Lørdag vende tilbage, da nyt mødte gammelt i kampen mod ét fælles mål

11. oktober 2021, 12.31

Ruten i Ikast gik gennem Strøgcentret, og her ses Louise Andersen (t.v.) med Mille Poulsen. Ved siden af står Malene Kristensen med Almanolia i vognen. Foto: Henrik Ole Jensen

INDSAMLING Tårerne triller ned ad Kirsten Dideriksens kinder.

Hvordan forholder man sig som mor, når ens datter kommer og fortæller, at hun har fået lymfekræft?

Kirsten Dideriksen vil ikke tænke på den dag.

- Jeg kan simpelthen ikke snakke om det. Det var så uvirkeligt, og ja. Jeg kan ikke sætte ord på det.

Hendes datter hedder Christina Dideriksen. Hun trækker over mod sin mor og lægger en hånd på hendes skulder. Sammen er de mødt op til Lyserød Lørdag på Ruskjærholm.

Nu er det snart 10 år siden, hun fik dén besked fra lægerne, som rev Christina Dideriksen og hendes familie ud af det liv, som de kendte og holdt så meget af.

Alt blev vendt op og ned.

- Jeg kan huske, at jeg stod med min nyfødte søn på armen, da jeg fik diagnosen. De sagde til mig, at jeg havde fået lymfekræft, mindes Christina Dideriksen.

Hun er rask i dag og har det godt. Men sygdomsforløbet har sat en del i perspektiv, men det har også givet en styrke til at kæmpe videre.

- Jeg er taknemmelig. Også for at jeg kan tilbyde mig selv i kampen mod kræft. Det er blandt andet vores motivation for at komme her i dag, siger Christina Dideriksen og smiler til sin mor.

Kirsten Dideriksens øjne er fortsat våde, men smilet tilbage mod hendes datter lyser af taknemmelighed.

Modstykker i en fælles kamp

Ikast Avis er ligeledes taget til Lyserød Lørdagpå i Ikast, hvor flere dele af byen er klædt i lyserødt i kampen mod brystkræft og kræft i det hele taget.

På torvet i Ikast er stemningen en lidt anden end på Ruskjærholm. Her blæser Van Halens »Jump« ud af højttalerne, mens flere og flere støder til.

Fra scenen er Betinna Korfitz i gang med at varme 110 idrætsparate fremmødte op. Langt de fleste iklædt lyserøde T-shirts.

- Det har kostet 150 kroner at deltage, hvor de fremmødte får en T-shirt og en goodiebag, siger Betinna Korfitz.

Hun har sammen med fotograf Frederik Dahl arrangeret Lyserød Lørdag i Ikast.

De to lokale iværksættere er indehaver af henholdsvis Korfitz Body Health og virksomheden »hamistolen«.

- Frederik og jeg ville gerne have Lyserød Lørdag tilbage til Ikast. Vi tænker, at det er et fint supplement til Lyserød Lørdag på Ruskjærholm. Her i byen får vi kombineret motion og frisk luft med kampen for den gode sag. Jeg har haft en klient, som fik kræft, og det har været medvirkende til at få mine øjne op for, at vi sammen kan og skal gøre noget for at bekæmpe kræft, forklarer Betinna Korfitz.

Kirsten Dideriksen (t.v.) fik en af de beskeder, enhver mor frygter mest, da hendes datter fik konstateret kræft. Minderne om chokket bringer fortsat tårer frem, men taknemmeligheden vinder frem, og det er værd at smile over. Her ses hun med Kirsten Pedersen. Foto: Henrik Ole Jensen
110 deltagere var tilmeldt Lyserød Lørdag på torvet. Foto: Henrik Ole Jensen
Betinna Korftiz kunne glæde sig over et flot fremmøde. Foto: Henrik Ole Jensen