Dyrlæge skal vaccinere mennesker: Ikke forskel på at stikke i pels og hud

Dyrlæge Lotte Toftdal fra Ikast har meldt sig til deltage i coronavaccination i Hospitalsenheden Vest. Nu stikker hun i hud frem for pels

9. april 2021, 04.21

For 56-årige Lotte Toftdal har haft dyrlægepraksis siden 1998 - først i Herning, men i 2010 rykkede hun praksissen til Ikast og navngavn den Familiedyrlægen. Foto: Flemming Hansen

IKAST Normalt er dyrlæge Lotte Toftdals patienter pelsede og får godbider, hvis de opfører sig eksemplarisk. Men i disse dage er en ny og anderledes patientgruppe kommet til - og her beholder hun altså godbidderne i lommen.

Lotte Toftdal er blevet en del af vaccinations-beredskabet i Hospitalsenheden Vest, og hun udføre et par gange om ugen vaccinationer på midt- og vestjyske vaccinationscentre - på mennesker.

- For mig er der ikke forskel på at stikke i pels og hud. Faktisk er det nok det første, der er mest kompliceret, siger dyrlægen, der ejer dyrlægepraksissen Familiedyrlægen i Ikast.

Meldte sig selv

I slutningen af sidste år så hun et opslag fra Hospitalsenheden Vest, der søgte sundhedspersonale til at bistå med vaccinationer.

- De søgte både pensionerede sygeplejersker, sygeplejestuderende, tandlæger og lignende, men dyrlæger var ikke nævnt. Det undrede mig meget, siger Lotte Toftdal.

Derfor kontaktede hun Hospitalsenheden Vest og argumenterede for, at dyrlæger også skulle tages med i ligningen.

- For mig handler det om at vise samfundssind. På det tidspunkt tænkte jeg, at når først vaccinerne blev godkendt, kunne det kun gå for langsomt, og det må vi alle bidrage til så godt, vi kan, siger Lotte Toftdal.

Fuldt ud kompetent

Hospitalsenheden Vest og Region Midtjylland vurderede, at Lotte Toftdal og andre dyrlæger sagtens kan indgå i beredskabet.

- Jeg tror faktisk, at jeg har givet flere vacciner og indsprøjtninger i mit arbejdsliv end mange læger og sygeplejersker, siger hun selvsikkert og fortsætter:

- Jeg føler mig fuldt ud lige så kompetent, som de andre, der udfører vaccinationerne.

Indtil videre har Lotte Toftdal et par gange om ugen været indkaldt til at vaccinere borgere på centrene i Herning og Ikast.

Ikast-dyrlægen er stadig at finde i klinkken på Rømersvej flere gange om ugen, men hendes kunder har taget imod beskeden om, at hun er mindre tilgængelig den næste tid pænt.

- Tilbagemeldingerne er positive. Og jeg har da også mødt flere kunder, der skulle vaccineres. Så spørger de, om jeg har bolcher i lommen i stedet for godbidder, lyder det med et smil fra Lotte Toftdal, der glæder sig over at kunne bidrage.

Hunden her er en typisk patient i Lotte Toftdals dyrlægepraksis i Ikast, men et par gange om ugen skifter hun dyrene ud med mennesker og uddeler coronavacciner i det midt- og vestjyske. Foto: Flemming Hansen