Gudstjeneste i det grønne og blå

Alle sognene i det tidligere Ikast Kommune havde fælles frilufts-gudstjeneste anden pinsedag ved bredden af Bølling Sø

16. maj 2016, 16.50

Foto: Hans Jørgen Hansen

BØLLINGSØ Med sol og drivende skyer som loft, grønt græs og mos som gulv og udsigten over Bølling Sø som alterbilleder havde alle sognene i det tidligere Ikast Kommune anden pinsedag fælles friluftsgudstjeneste.

Knap 200 var taget ud i naturen for at fejre pinsen sammen. De oplevede naturen, messingmusik, altergang og salmesang. Det var sognepræst i Engesvang, Ditte Bruun Laursen og sognepræst ved Ikast Kirke Karin A. Vestergaard, der havde tilrettelagt gudstjenesten. For musikken stod Sejs Blæserene under ledelse af Jan Nørgaard, der stillede 20 med unge messingblæsere.

De hjalp blandt andet med at introducere en ny pinsesalme, "Et sus af nyt", skrevet af Iben Krogsdal. Ditte Bruun Laursen holdt prædiken om at turde kaste sig ud i livet sammen med andre mennesker.

Alter mellem rønnetræer

Gudstjenesten foregik på Lille Dværgbakke, der er en ekstra lille bakke, som er mellem det høje plateau, hvor Engesvang ligger, og søen i bunden af dalen. Naturstyrelsen havde forud for gudstjenesten ryddet en del af bakken for selvsåede buske, og et alter i form af en plade over nogle bukke var placeret mellem nogle rønnetræer, skovfolkene har ladet stå i kanten af bakken. På alteret stod et trækors, der er en del af det alter, der var i Engesvang Kirke indtil ombygningen i 1966.

Ved altergangen, hvor også sognepræst Lindvig Osmundsen fra Bording medvirkede, blev brød og vin båret rundt mellem de mange fremmødte.

Der var deltagere fra både Engesvang, Bording, Christianshede, Ikast, Fonnesbæk, Isenvad og Faurholt sogne. Der var også en halv snes beboere fra Udrejsecenter Kærshovedgård. Sognepræst Lindvig Osmundsen, Bording, oplyser, at det er kristne fra mange forskellige lande, der er blevet nægtet opholdstilladelse i Danmark og derfor står til udvisning mod deres vilje. De havde givet udtryk for, at de gerne ville med til den fælles friluftsgudstjeneste, og derfor havde folk fra Bording Sogn sørget for, at de også kunne være med i fællesskabet ved Bølling Sø.

Indgangsbøn og udgangsbøn blev læst af henholdsvis næstformand og formand for Engesvang Menighedsråd, og de bød også velkommen og indbød til kirkekaffe efter gudstjenesten.

Da gudstjenesten var slut, var frivillige fra Engesvang og Ikast kirker klar med kaffe og kage på toppen af bakken, hvor der til den ene side er udsigt til Engesvang Kirke og til anden side udsigt over Bølling Sø og skovene omkring Klosterlund.

Musikken blev leveret af Sejs Blæserne. Foto: Hans Jørgen Hansen
Sognepræst Karin A. Vestergaard Foto: Hans Jørgen Hansen
Sognepræst Ditte Bruun Laursen under den fælles friluftsgudstjenste ved Bølling Sø for sognene i det gamle Ikast Kommune. Foto: Hans Jørgen Hansen
Foto: Hans Jørgen Hansen
Begge præster stod for altergang. Foto: Hans Jørgen Hansen
Kirkekaffe på toppen af bakken. Foto: Hans Jørgen Hansen
Kirkekaffe på toppen af bakken. Foto: Hans Jørgen Hansen