20 timers squaredanse

Efter en convention med 325 dansere fra hele verden er de trætte - men glade - i Hedens Squaredansere

12. juni 2018, 04.16

Smittende danseglæde på Torvet.

IKAST Det må altså kræve en vis kondition og muskelstyrke at være på squaredanse-gulvet i sammenlagt 10 timer - fordelt på tre dage.

Dertil skal så lige lægges et par timers almindelig dans til et afterparty!

Men hvis man spørger Linna Mosegaard Hansen fra foreningens bestyrelse, taler hun kun om ømme trædepuder under fødderne efter en weekend, hvor Hedens Squaredansere har stået for en international convention med 325 deltagende dansere fra hele verden.

- Vel er vi da lidt trætte. Men når man oplever stemningen ved at møde så mange dansere, når man møder bekendte fra hele verdenen, og vi samtidig får ros for stævnet - så er det det hele værd, siger Linna Mosegaard.

Squaredansere fra Danmark, Østrig, Tyskland, Belgien, Australien, Norge og Sverige mødte op fredag, hvor man startede med åbningsceremoni på Hyldgårdsskolen.

Her bød borgmester Ib Lauritsen velkommen - og bad deltagerne lave lidt regndans, så kan kunne få vand til sine marker.

Da man lørdag lavede samlet squaredans med 200 deltagere på Torvet i Ikast lykkedes de strutskørteklædte kvinder og cowboystøvle-klædte mænd at stampe 10 regndråber op - mens det til gengæld regnede pænt om søndagen.

- Men om vi skal tage æren for det?

Spørger Linna med et smil.

Til gengæld kunne Hedens Squaredansere tage æren for endnu et velafviklet dansestævne, hvor man har danset, danset, og danset - og så lige snakket og hygget en del over de tre dage.

Fællesskab og socialt samvær

- Det sociale og fællesskabet spiller en stor rolle. Når man danser i forskellige cirkler med otte i hver, kan man ikke undgå at få øjenkontakt og komme i dialog med mange. Det er det herlige ved dansen, siger Linna Mosegaard, der kan supplere med at oplyse, at man til en convention som denne hyrede fire topcallere fra udlandet, som ikke bare viste sig at kunne styre dansen - men sandelig også synge.

Det fik et talstærkt publikum, som overværede dansen på Torvet lørdag middag, at se og høre. De fire call'ere udgjorde et helt flerstemmigt kor af amerikansk country-rock. Så derfor passede det fint, at et par otte-cylindrede Mustang-amerikanerbiler førte an i optoget ind på pladsen.

Stævnet sluttede - med dans - søndag eftermiddag.

Det er med følge med i call'erens ordrer.
Festlig indmarch på Torvet.
Fire topcall'ere sang til ægte amerikansk country-rock.
Call'erne ankom anstandsmæssigt i en Mustang.
Læs også
Galleri: Mustangs og 200 squaredansere indtog Torvet i Ikast