17-årigt stortalent fra Ikast: »Målet er at leve professionelt af at spille FIFA«

Mathias Bech Andersen har taget eSuperligaen med storm. Han spiller for Hobro IK, men er glødende FCM-fan

Udgivet:01. januar 2019, 08.49

Læsetid:4 minutter

Philip Horup
Journalist| phh@herningfolkeblad.dk

Ikast Dansk fodbolds store interaktive nysatsning eSuperligaen er blevet overløbet af en 17-årig gymnasielev fra Ikast.

Mathias Bech Andersen er på kontrakt i Hobro IK, han er nummer tre på topscorerlisten og blandt de alleryngste i ligaen. Flere af kampene bliver sendt live på TV, og de barske dueller mod Danmarks bedste FIFA-spillere har været en stor oplevelse for den krølhårede knægt:

- Det har været meget sjovt, men også tidskrævende og kostet en del fraværstimer, fordi jeg er væk alle mandage og tirsdage. Vi spiller alle kampene i København, hvor alle os fra Jylland overnatter på det samme hotel. Der er vi alle bare sammen, hygger, spiller bordtennis og lægger ligaen lidt til side for en stund, siger Mathias Bech Andersen om den hårde fodboldliga.

Vil styre frem i verden

Branchen er kraftigt voksende, og alle vil gerne slå igennem. Også Mathias Bech Andersen der drømmer om at kunne leve af at duellere i computerspillet på fuldtid. Derfor er pladsen på Hobro IKs hold en stor chance for den unge herre, der læser på Handelsgymnasiet Ikast-Brande på en linje med fokus på økonomi.

- Jeg kom med lidt last-call agtigt, hvor en kammerat anbefalede mig til pladsen, og så spurgte Hobro, om jeg havde lyst til at deltage. Det krævede en del plagen hos forældrene. eSuperligaen er en unik oplevelse at være en del af, men kan også godt være stressende. Målet er at nå til tops og leve professionelt af at spille FIFA, siger Mathias Bech Andersen.

Han har skulle vende sig til at se sig selv i fjernsynet, men har gjort opmærksom på sig selv med flere underholdende præstationer.

- Hvis jeg skal sige det ligeud, så var jeg skidenervøs i starten. For det er meget nemt at sige, at du bare løber lidt rundt med 11 spillere og trykker på lidt knapper. Men det er et psykisk spil, hvor det handler om hele tiden at være et skridt foran modstanderen og komme ind i hovedet på ham.

Omkring 14 timer om ugen bruger han foran sin Playstation, og i weekenden er det slet ikke uhørt, at han spiller 30 kampe på en aften.

Næste sæson? FCM?

Kontrakten hos Hobro IK, hvor han får løn, ser Ikast-talentet gerne forlænget. Om det bliver Hobro IK, der skal trykke trøjer med påskriften »Bech 89« i næste sæson, er dog ikke sikkert endnu. Alle superligaklubber på nær FC Nordsjælland er med i ligaen, og Mathias Bech Andersen er åben for et muligt skifte til hjerteklubben FC Midtjylland.

- Jeg har haft sæsonkort til stadion, og mine venner har da også lavet sjov med, at jeg er lavet af plastik, nu jeg spiller for Hobro. Om jeg skal spille for FC Midtjylland er ikke op til mig. Det er dem, der skal tage kontakt, siger Mathias Bech Andersen.

Lange nætter og lange sedler

Netop ulvene slukkede i denne uge Hobro og Mathias Bech Andersens håb om et plads i slutspillet med en kneben sejr. Og det er endda selvom Hobro stillede med Neymar på banen. Mathias Bech Andersen og de andre FIFA-kompetanter bruger nemlig unikke hold, som de selv har sammensat. De bedste fodboldspillere bliver skaffet gennem en kombination af utallige timer foran skærmen og kolde kontanter.

- Mit hold har kostet 5000 kroner. Men det er ingenting, og nogle af dem i eSuperligaen, der har brugt mest, har købt for 35.000 kroner. Jeg har det dårligste hold i ligaen, siger Mathias Bech Andersen, der nu også må siges at være hård i sine vurderinger:

- Nej, jeg skal ikke have Messi. Han er bare for svag. Han er slet ikke fysisk nok.

Styr på raseriet

Umiddelbart er Mathias Bech Andersen en meget stille og rolig fyr. Han er tilbagelænet og taler med en kendetegnende jysk underspillethed. Men tag ikke fejl. Har man først set »Bech« spille, ved man, hvor meget en sejr betyder for ham. Håndfladerne er svedige, og alt handler om kampen med de mikroskopiske spillere på fladskærmen, som han styrer med en dirigents præcision. Han smiler skævt, da jeg beder ham om at beskrive sit temperament.

- Det er forskelligt alt efter, om jeg er hjemme eller i studiet. Jeg kan ikke afvise, at der er blevet smadret et par controllere derhjemme, men på skærmen forsøger jeg at være rolig og husker at sige tak for kampen, siger teenageren om attituden.