Femte sejr i rap: HIH-kvinderne holdt målfest mod Nykøbing Falster

Herning-Ikast udbyggede sin flotte sæsonstart med endnu en storsejr. De midtjyske kvinder rundede endda 40 mål mod Nykøbing Falster

22. september 2021, 18.12

Ingvild Bakkerud klapper ét af sine otte mål i kassen, mens det tidligere HIH-talent Sofie Amalie Olsen forgæves forsøger at bremse den fysisk overlegne norske bagspiller. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD Femte ligakamp gav femte sejr for Herning-Ikast Håndbold, som dermed har fået en perfekt start på sæsonen i Bambusa Kvindeligaen.

Aftenens sejr var en af de flotteste og mest overbevisende i lang tid. HIH vandt hele 42-30 over Nykøbing Falster, der før turen til det midtjyske kun havde tabt én kamp i sæsonen og lå på fjerdepladsen i ligaen.

HIH-kvinderne satte styrkeforholdet på plads i en tæt på fejlfri første halvleg.

De to hold spurtede frem og tilbage i et opskruet tempo. Det er egentlig Nykøbing Falsters ønskede kampbillede, men Herning-Ikast håndterede det markant bedre end gæsterne. Det midtjyske forsvar lod sig ikke ryste af tempoet, og i målet diskede Jessica Ryde op med hele ni redninger inden pausen!

24 mål inden pausen

Anderledes skarphed var der i modsatte ende. Herning-Ikast var direkte og målsøgende i det høje tempo og kom let til chancer og mål.

Der stod 12-5 efter et kvarter og 24-12 ved pausen.

Seneste hjemmekamp blev vundet med 17 mål over Ajax København. Men denne første halvleg var på et højere niveau.

HIH’erne slap dog - forståeligt nok - gaspedalen i anden halvleg. De sidste 30 minutter endte således uafgjort, 18-18. Men storsejren var aldrig det mindste i fare.

Hele holdkortet kom i brug i løbet af anden halvleg, og mange viste sig flot frem.

Landsholdsfløjen Emma Friis blev topscorer med ni scoringer. Hun blev pillet ud efter tre kvarter af kampen.

Venstrebacken Ingvild Bakkerud nettede otte gange.

Den lille skare af medrejsende fans fra Falster fik dog lov at juble igennem en enkelt gang. Det skete efter slutsirenen, da speakeren i IBF Arena kunne fortælle, at Nykøbing FC slog selveste FC København ud af landspokalturneringen i fodbold!

I tabellen er Herning-Ikast Håndbold fortsat på andenpladsen bag Odense Håndbold, der utroligt nok har en bedre målscore end HIH.

Næste ligakamp for Herning-Ikast venter om halvanden uge. Den bliver givetvis noget sværere. Det er på udebane mod arvefjenderne fra Viborg HK.

Inden da venter der en kvartfinale i Santander Cuppen på tirsdag ude mod Silkeborg-Voel.