
Masker der matcher
Connextion Tie fra Brande har fået endnu en vare på hylderne - farveglade masker i stof til dagligdag og fest
Udgivet:30. juli 2020, 20.00
Læsetid:4 minutter
Kompagnonerne hos Connexion Tie, Johnny Bruun Andersen og Bo Egeriis sammen med nogle af nogle af virksomhedens produkter, hvor ansigtsmaske matcher med eksempelvis cap, slips og pyntetørklæde. Foto: Tom Laursen
3 år siden
BRANDE De er ærlig talt lidt usexede de hersens medicinske mundbind, der samtidig ser kedelige ens ud.
Det kan måske være årsagen til, at de endnu ikke er slået rigtigt igennem herhjemme.
Der er dog situationer, hvor mundbind er påkrævet. Det gælder blandt andet alle flyrejsende eller handlende i grænsekiosken i Tyskland.
Hvis man vil skille sig lidt ud og måske også optræde mere elegant end med de gængse mundbind, så er der nu hjælp at hente.
Det er Brande-virksomheden Connexion Tie, der er first mower på en beklædningsgenstand, der i forbindelse med coronakrisen er blevet stadig mere aktuel, også på vores breddegrader.
- Det lå jo lige for, og vi har nu skabt en større kollektion, der i mange sammenhænge matcher med de slips, butterfly og pynteklude, som vi i forvejen får fremstillet, siger Johnny Bruun Andersen, der udgør den ene halvdel af ejerduoen hos Connexion Tie.
- Vi kalder dem masker, idet vi ikke rent medicinsk har tilladelse til at kalde dem mundbind, tilføjer den anden halvdel Bo Egeriis.
De farvestrålende masker er dog forsynet med en løbegang, hvor et medicinsk mundbind kan stikkes ind. Desuden har maskerne fra Brande-virksomheden den umiddelbare fordel, at de kan vaskes igen og igen.
Masker med logo
Stofmaskerne fremstilles hos Connexion Ties faste producent i Kina, og man har valgt at holde prisen så langt nede som muligt.
- Vi har besluttet, at er ikke skal tjenes unødigt meget på det her. Derfor er den vejledende udsalgspris også sat til under 100 kroner, siger Johnny Bruun Andersen, der også peger på, at man er klar til at servicere virksomheder, sportsklubber, foreninger og andre sammenslutninger med ens ansigtsmasker. Maskerne kan altså forsynes med klubbens eller virksomhededens logo, så man fremtræder som en homogen flok.
- Vi tager mod ordrer helt ned til 100 styk, og de kan produceres inden for to uger, lover medejeren af Connexion Tie.
Han peger på, at det ville være et fint signal at sende, hvis et sportshold skal ud at rejse, eller et firma er repræsenteret med en delegation ved en konference eller kongres.
Han understreger i øvrigt, at stofmaskerne ikke blot er forbeholdt mænd, men at der også er masker til kvinder og børn.
Der er indtil videre fremstillet 30 masker af varierende design og heraf matcher halvdelen nogle af de produkter, som Connexion Tie i forvejen står bag, såsom kasketter, slips, butterfly og pyntetørklæde.
Slipser af plastflasker
Virksomheden i den nordlige ende af Brande har tidligere markeret sig som særdeles innovativ og kreativ.
For nogle år siden udtænkte et helt nyt og miljørigtigt koncept.
- Vi fik til opgave at producere slips baseret på plastflasker. Det havde sine udfordringer, men det lykkedes, fortæller Bo Egeriis.
Der går to halvliters plastflasker på et enkelt slips. Flaskerne omdannes til granulat, hvoraf man så laver den tråd, der benyttes til fremstillingen af slipsene. Salget af de miljørigtige accessories sælger i dag godt, og ligger i samme prisleje som de slips, der fremstilles på konventionel facon.
Connexion Tie er ikke sluppet gennem coronakrisen uden mén.
- Forsamlingsforbudet har jo betydet, at det har stået stille med fester, og det smitter jo igen af på os. Når der ikke er konfirmation og bryllup, så bliver der jo ikke investeret i nyt festtøj. Vi har sendt folk hjem, men det er heldigvis sådan lige nu, at de modkørende er ved at blænde lidt ned, og at det hele atter er ved at nærme sig normale tilstande, siger Johnny Bruun Andersen.
Han håber samtidig sammen med kompagnonen Bo Egeriis, at folk vil give den en ekstra skalle - også med festtøjet, når invitationerne til fødselsdage, firmafester, bryllupper og konfirmationerne kommer som en mindre flodbølge her i efteråret.
Så på bundlinjen kan Connexion Tie udmærket se, at man har været gennem en coronakrise, men håber samtidig på, at det værste er overstået.
Hvad angår den daglige brug af slips, så er trenden efter mange års fald for svagt opadgående.
Connexion Tie designer og producerer for en lang række mærkevarer, og ud over accessories, primært til herre-garderoben, så står virksomheden også bag fremstilling af skjorter.
Selve produktionen af Connexion Ties produkter finder sted i tæt samarbejde med en fast producent i Kina.



