Lokal keramiker vil plastre hele verden til med ler-skulpturer

Pernille Pontoppidan er kunstneren bag Ikast-Brandes nyeste skulptur ved gartneriet Garland

4. december 2020, 07.50

Pernille Pontoppidan i gang med arbejdet på »Rejste sten«. Størrelsen har betydet, at hun har arbejdet i Tommerup, hvor de tre skulpturer også skal brændes. Foto: Privatfoto

IKAST Efterårstormen pisker løs i de gule blade, der kæmper en håbløs kamp om at blive siddende i trætoppene, der pryder den næsten en kilometer lange grusvej op til kunstneren Pernille Pontoppidan. Hun bor for enden af vejen - helt i udkanten af Kragelund, med Bølling Sø som en af de nærmeste naboer.

På den gamle møllegård galer de slagteklare hanekyllinger om kap i laden, mens flokken af sorte får hopper kåde rundt på marken lige uden for bygningerne, hvor den unge kunstner har slået sig ned med både mand, børn og et keramikværksted, der i sig selv er en kaskade af oplevelser.

Udstoppede muldvarpe i glas og en hugorm i flaske står i skærende kontrast til de ovale bondegårdsvinduer, der emmer af Morten Korch-bondegårdsidyl.

Den niårige energiske border collie danser omkring for at få opmærksomhed, så man for en stund kan blive bekymret for de mange finurligheder, der står og ligger halv- og helfærdige i den gamle stald ved siden af stuehuset.

Keramiker

31-årige Pernille Pontoppidan er keramiker og har, siden hun forlod Kunstakademiets Designskole på Bornholm i 2012, aldrig været i tvivl om at gå all-in på at opfylde sin drøm. En drøm, der sat på spidsen handler om at plastre Danmark - ja, hele verden til i keramisk kunst.

Og hun er ganske godt på vej. Tonstunge værker har fået permanent plads på det store keramikmuseum Clay på Fyn.

Et værk til New York står halvfærdigt på værkstedet i Kragelund, og en hel sending af værker er i øjeblikket udstillet i den franske hovedstad, Paris.

I Tommerup på Fyn står tre meterhøje skulpturer - »Rejste sten« - klar til at komme i ovnen, og de vil inden årets udløb blive placeret på det socialøkonomiske gartneri Garland i Ikast som den kunstneriske del af byggesummen bag den nye kommunale og socialøkonomiske arbejdsplads.

Håndværker

Pernille Pontoppidan er fra Skive og har aldrig været i tvivl om, at hun skulle være håndværker. Begge bedstefædre var håndværkere og hendes far ligeså.

Efter gymnasiet tog hun blandt andet til Indien, og da hun kom hjem, skulle hun tage den vigtige beslutning om, hvad hun ville være, når hun blev voksen.

- Jeg slog op på nettet og kom forbi mange muligheder - blandt andet arkitekt. Men det skulle jeg ikke være. Min bedstefar har altid sagt, at arkitekter var sådan nogle bøvlede nogle at arbejde sammen med, og sådan en ville jeg ikke være. Men så opdagede jeg skolen på Bornholm, fortæller Pernille Pontopppidan, mens hun hælder en kop kaffe op i den unikke, skæve og selvfølgelig hjemmelavede kaffekop med blå prikker.

Ler som arbejde

- Jeg har altid været glad for at arbejde med ler i folkeskolen og på efterskolen, og da vi havde billedkunst på gymnasiet, lavede jeg også flere ting. Jeg havde bare aldrig tænkt, at det var noget, jeg kunne gøre til mit arbejde, siger hun.

Med en fasttømret målsætning om at gøre det, man er bedst til, blev det hurtigt klart, at Pernille Pontoppidan ville være keramiker, men på ingen måde typen, der ville sidde ved drejeskiven og fremstille unikke kopper og tallerkener. Hun ville den kunstneriske vej.

- Jeg er kompromisløs og finder min egen vej. Allerede da jeg blev færdig på skolen, var jeg ikke i tvivl. Det skulle fungere, for det var det, jeg skulle og ville. Jeg lever ikke på en sten, men har da i en periode boet i et kolonihavehus, fortæller den nu midtjyske kunstner.

Legater

En del af arbejdstiden bruger hun på at søge fondsmidler og arbejdslegater, netop for at få hverdagen til at fungere.

- Det er lykkedes ret godt de seneste to-tre år, hvor jeg også har været heldig at få nogle hæderslegater, siger Pernille Pontoppidan.

Med fingrene i leret søger hun altid nye veje. Hun ved aldrig, hvor tingene ender.

- Jeg søger de organiske former i et møde med det maskinelle, industrielle. På forhånd kan jeg ikke sige, hvornår mine værker er færdige. Men jeg følger jo kunstens regler. Der skal være bevægelse, men også balance og måske også et gyldent snit. Jeg vil gerne tage udtrykket helt til kanten, hvor man udfordrer det abstrakte, uden at det vælter. Vil man modellere en buste, så er man jo låst og skaber en lukket fortælling. Mine værker er åbne. De ændrer sig og skifter karakter, alt efter hvor man ser det fra, og i høj grad også i forhold til beskueren, forklarer Pernille Pontoppidan.

Lokal involvering

Værket »De rejste sten«, der snart dukker op på Garland, er lavet i flere tempi.

Blandt andet har både medarbejdere og ansatte været involveret.

- Jeg var derude og havde nogle lerpølser med, som jeg bad dem om at trykke og klemme, så de alle har haft mulighed for at sætte lige præcis deres aftryk, fortæller Pernille Pontoppidan.

- Der er noget drømmende i at skabe og fjerne os fra det konforme. For mig åbner det verden, og giver os noget andet. Mine værker er noget, man kan mødes om, nyde og diskutere. Fordi vi oplever forskelligt

Pernille Pontoppidans værk er i øjeblikket på Fyn, hvor hun også har opholdt sig under arbejdet. De tre dele til værket er hver omkring to meter høje og derfor ikke sådan at flytte rundt med. Så arbejdet er foregået i Tommerup, hvor der også er ovnkapacitet til at brænde de store komponenter.

Kunst eller keramisk maskine? Pernille Pontoppidan med et tidligere værk i terracottafarver med industriel inspiration. Foto: Tom Laursen
Der indgår tre elementer i Garlands kommende kunstudsmykning - her ubrændt og uglaseret sammen med kunstneren Pernille Pontoppidan. Foto: Privatfoto
Pernille Pontoppidan i gang med et værk, der skal sendes til USA. Hun har en drøm om at plastre hele Danmark - ja, hele verden til i keramiske kunstværker. Foto: Tom Laursen
Tingene vokser undervejs, når Pernille Pontoppidan arbejder i værkstedet i Kragelund. Hun kan ikke på forhånd helt sige, hvordan det ender. Her er hun igang med et relief. Foto: Tom Laursen