Coronavirus: Rammer også Forårsmessen i Strøgcentret

På grund af smitterisiko har en enig bestyrelse vedtaget at aflyse Forårsmesse i Strøgcentret, som sidste år trak 4000 mennesker

11. marts 2020, 16.07

Forårsmessen den 29. marts, der i fjor trak op mod 4000 mennesker, er aflyst på grund af risikoen for smittespredning.

IKAST En enig bestyrelse i Vores Ikast tog i dag konsekvensen af risikoen for spredning af coronavirus: Forårsmessen i Strøgcentret søndag den 29. marts, som i fjor trak i nærheden af 4000 mennesker til midtbyen i løbet af dagen, er aflyst.

- Vi har et ansvar for byens borgere og for byens erhvervsdrivende. Derfor følger vi myndighedernes anbefalinger for at undgå at udsætte nogen for smitterisiko eller bidrage til spredning af sygdommen, siger bestyrelsesformand Viggo Mulvad, Vores Ikast - som er netværksorganisation for detail-, erhvervs-, kultur- og foreningsliv i Ikast.

En ærgerlig men helt nødvendig beslutning, understreger Viggo Mulvad.

Samfundsvigtig beslutning

Forårsmessen er en vigtig begivenhed. For byen, handels- og erhvervslivet og et tilløbsstykke, der trækker mange mennensker.

- Den er på mange planer en gevinst for byen og udstillerne. Men omvendt tænker vi også, at de erhvervsdrivende kan nå at afblæse eller ændre initiativer, som de er i fuld gang med at planlægge op til messen, så de ikke får en masse udgifter på noget, der bliver aflyst, siger Viggo Mulvad:

- I det hele taget er vi enige om, at der er andre ting af langt større betydning i samfundet, som situationen er i øjeblikket. Der er virksomheder, som ikke får ordre på grund af coronavirus, og det er væsentligt dyrere set i et økonomiske perspektiv.

Aflysninger og gennemførelser

Udover Forårsmessen vedtog bestyrelsen også, at udsætte årets generalforsamling, planlagt til den 18. marts, til et senere tidspunkt. Det samme gælder organisationens to kommende virksomhedsbesøg, den 26. marts i Farvehuset og den 2. april i Andelskassen.

Øvrige planlagte events og møder i Vores Ikast bliver, som situationen ser ud i øjeblikket, afviklet efter planen.

Derudover opfordrer Vores Ikast til at holde øje med løbende opdateringer på www.Ikast-Brandenyt.dk for mere lokal information.