Nu begynder aflivningen af 170.000 mink i Bording-området: Avlerne er fortvivlede og i chok

Fødevarestyrelsen skal aflive op mod 170.000 mink på ni farme. Lokal mink-formand er rystet over situationen og beklager sig over regeringens aftale for kompensation

Udgivet:08. oktober 2020, 14.55

Læsetid:5 minutter

Beredskabsstyrelsen på vej ind på minkfarmen ved Bording, hvor aflivningen af den smittede besætning på i alt 17.000 mink gik i gang i dag. Foto: Henrik Ole Jensen

Jette Aaes
Egnsredaktør

3 år siden

BORDING En stor rød og tom ladbil med anhænger var fra morgenstunden bakket klar på grusvejen ved en minkfarm nordvest for Bording. Som forvarslet for det, der i løbet af i dag skal ske på farmen. Under ledelse af Fødevarestyrelsen og i samarbejde med Beredskabstyrelsen begynder aflivningen af de 17.000 mink på farmen, hvor der som det første sted udenfor Nordjylland og Læsø er konstateret corona-smitte i minkbesætningen.

Og konstateringen af corona-smitte på Bording-farmen får også fatal konsekvens for minkene på ni farme i umiddelbar nærhed. Det står klart, efter at regeringen fra tirsdag til onsdag i denne uge ændrede beslutningen om aflivning af besætningen på farme med smittede mink til også at omfatte alle mink på farme i en radius af 7,8 kilometer rundt om den smittede besætning.

Minkavlere i chok

I Bording får det betydning for omkring 170.000 mink, som skal aflives.

- Det er en ganske forfærdelig situation, siger John Papsø, formand for Pelsdyravlerforeningen i Midtjylland og næstformand i Danske Minkavlere.

- Det tager meget hårdt på avlerne i området. De er fortvivlede, nogle er ligefrem i chok, og det kan jeg godt forstå, siger John Papsø.

I aftes indgik regeringen en aftale om kompensation til de berørte minkavlere. En aftale som har været forudsætningen for, at Fødevarestyrelen kunne indlede aflivningen. I alt står 150 besætninger med tilsammen omkring en million mink nu overfor aflivning.

Aftalen indeholder blandt andet, at minkfarme med smitte vil blive kompenseret for 20 procent af deres driftstab. Minkfarme uden smitte vil blive fuldt kompenseret.

Stor skepsis ved aftalen

Overordnet set er John Papsø tilfreds med, at aflivningen af mink på den smittede farm ved Bording er sat til at gå i gang i dag - af hensyn til smitterisikoen. Men han udtrykker på vegne af sit fag og sine mange kolleger stor skepsis ved selve aftalen.

Brancheforeningen Danske Minkavlere har i den seneste tid arbejdet hårdt for at lave input til den endelige aftale.

- Vi har forsøgt at flytte den, men beskeden er, at den ikke kan flyttes længere indenfor lovens rammer. Vi har haft stor fokus på markedspriser. Skindene fra de hundredetusindvis af raske mink i Nordjylland og i Bording-området, der nu skal aflives, skulle først være solgt til næste år. I aftalen indgår, at minkavlerne kan vælge, om de vil afregne til en fast pris eller til forventet markedspris til næste år. Med den hage, at selv om forventet markedspris per skind bliver 300 kroner, så har regeringen lagt et maksimum beløb på markedsprisafregningen på 199 kroner. Det, mener vi, er uacceptabelt, siger John Papsø, der også peger på, at aftalen indeholder forskel i afregningen for besætninger på smittede og ikke-smittede farme.

- De gårde, der er blevet ramt af smitte, bliver med kompensationsaftalen stillet dårligere end de farme, der får aflivet raske dyr, siger John Papsø.

Fortvivlelse og rådvildhed

Men i dag har formanden i Midtjylland det største fokus på de berørte kolleger i Bording-området.

- Vi forsøger at bakke op så godt, vi kan. De berørte minkfarmere har været samlet i det omfang, de har formået at deltage. For at tale sammen. De er fortvivlede og faktisk også rådvilde. Flere af dem har svært ved at acceptere den situation, de pludselig er sat i, siger John Papsø.

Ifølge beslutningen fra regeringen er det Fødevarestyrelsen, der står for aflivningen af mink i smittede besætninger, mens aflivningen af mink i 7,8 kilometer-zonen omkring den smittede farm er lagt i hænderne på minkavlerne selv under opsyn fra Fødevarestyrelsen.

- Den opgave har et par af de berørte minkavlere slet ikke psykisk overskud til i den nuværende situation til at overskue, konstaterer John Papsø.

Han tillader sig på vegne af branchen også at stille spørgsmålstegn ved regeringens aflivningsstrategi.

- Hvis nu en farm har været konstateret smittet igennem lang tid, øger det naturligvis risikoen for smittespredning, og det skal have konsekvenser. Men farmen her i Bording blev konstateret smittet i forgårs, (tirsdag, red.), og fra i dag (torsdag, red.) tager man fat på aflivningen af dyr på ni farme i nærheden. Smitten kan ikke nå at spredes på så kort tid. Det er hårdt, og det bør der kunne laves en anden og bedre løsning på, så man i stedet for øger testningen på farmene i nærheden, så længe der slet ikke er tegn på sygdom, mener John Papsø.

Beslutning kan ikke gradbøjes

Men i Fødevarestyrelsen slår beredskabschef Nikolas Hove fast, at styrelsen naturligvis følger regeringens beslutning, og at den ikke kan gradbøjes:

- Ja, så længe regeringens beslutning om at aflive smittede mink og alle øvrige mink på farme i en radius på 7,8 kilometer fra den smittede farm står ved magt, så skal minkene i det pågældende område ved Bording aflives, konstaterer Nikolas Hove, der bekræfter, at regeringens indgåede aftale betyder, at aflivningen af mink i Midtjylland bliver indledt i dag:

- Vores opgave er udførende i forhold til regeringens beslutning. Men det er vigtigt at understrege, at beslutningen alene handler om at begrænse konsekvenserne af en meget smittefarlig og alvorlig pandemi - samlet set for samfundet og for mange mennesker. Det er trist og så langt fra en behagelig opgave, understreger Nikolas Hove.

Lokalt i Bordingegnens Pelsdyravlerforening bekræfter formand Jens Feldbak fortvivlelse og rådvildhed blandt områdets minkfarmere. Han driver selv en minkfarm syd for Ikast - altså udenfor den berørte 7,8 kilometer zone.

I øjeblikket har han imidlertid en mindre andel af sine egne mink »opstaldet« på en farm i det berørte område på grund af pladsmangel på sin egen farm.

- Hele situationen har givet voldsom utryghed i området. Det handler om folks levebrød og liv. Vi er minkavlere, fordi vi kan lide arbejdet med dyrene. Det er vigtigt hurtigt at slå ned på farme med smittede dyr - meget hurtigt. Men overordnet set synes jeg, det er voldsomt at slå så mange raske dyr ihjel. Det er på nippet til at ødelægge en hel branche, siger Jens Feldbak.

Bording-mink smittet fra mennesker

Beslutningen om aflivningen af mink blev varslet af fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde tidligere på måneden.

Dengang drejede det sig om, at op mod 100 minkbesætninger var ramt af smitten. Nu er det tal allerede oppe på 150. På samme pressemøde kom det frem, at smitten på minkfarmene ikke har været uden menneskelige konsekvenser, sagde Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut, da en del af de corona-smittede i Hjørring og Frederikshavn har fået smitten fra mink.

På minkfarmen i Bording med den smittede besætning, er det den daglige bestyrer, der blev corona-smittet og bragte smitten videre til minkene på farmen.