
Artium indviet: - Det mest fantastiske projekt nogensinde i Ikast-Brande
Her til eftermiddag blev det multifunktionelle Artium i Centerparken i Brande indviet med hundredvis af besøgende
Udgivet:16. september 2021, 17.01
Læsetid:2 minutter
Borgmester Ib Lauritsen (V) er stolt af Artium, og glæder sig på børnene, Brandes og hele kommunens vegne over det nye multihus. Foto: Tom Laursen
2 år siden
BRANDE En flagallé banede den korte vej fra midtbyen og ned til Centerparken. Et imponerende syn, men det var bestemt ikke nødvendigt med en »vejviser« ned til det storslåede Artium, som Brande og hele Ikast-Brande Kommune med rette kan være stolte af. Foran hundredvis af besøgende klippede borgmester Ib Lauritsen (V) her til eftermiddag snoren og indviede officielt multihuset.
- Det her er det mest fantastiske projekt nogensinde i Ikast-Brande Kommune - dette hus er det mest prestigefyldte og storslåede nogensinde i Ikast-Brande Kommune. Lad mig gå fire år tilbage i tiden: Præstelundskolen var angrebet af skimmelsvamp i en så svær grad, at det ville være voldsomt dyrt at udbedre skaderne. Efterfølgende kom et nyt byråd til, og det bemærkelsesværdige i den her proces har været, at alt vedrørende denne bygning er blevet besluttet med 23-0, sagde Ib Lauritsen med henvisning til antallet af medlemmer i byrådet.
Brande er fællesskab
Rasmus Byskov er direktør for Børn og Fællesskaber i Ikast-Brande Kommune, og han var naturligvis også en glad mand. Han kunne som borgmesteren se fire år tilbage i tiden. På en tid, hvor udfordringerne på Præstelundskolen stod i kø. Derfor glædede det direktøren at se ud over Artium, som ikke mindst er lokalsamfundets fortjeneste.
- Hvis der er noget, Brande kan, så er det fællesskab. Det er huset her et synligt bevis på, og derfor ved jeg også, at hele byen går en fantastisk tid i møde, lød det fra Rasmus Byskov.
Glade elever
Mellem et væld af takketaler og lykønskninger bød eftermiddagens indvielse også på musikalske indslag fra Musikskolens lærere og elever.
Det nye multihus rummer blandt meget andet både bibliotek, sundhedsplejen, tandplejen, SFO og en politistation. Og netop det at kunne favne står bygningen ligeledes som et splinternyt bevis på.
Rundt om på skolen møder eleverne hele tiden opfordringer til at undres og til at bevæge sig i form af eksempelvis hængende boksebolde eller ribber.
Det betyder ifølge elevrådsrepræsentant Rico Nielsen fra 9.c rigtig meget.
- Her er plads til at være nysgerrig og aktiv. Skolens rammer minder os hele tiden om det. Vi bliver indbudt til at undres, og det styrker nysgerrigheden. Selv om det hele er meget nyt, synes jeg allerede, at jeg er mere motiveret for at lære, når jeg færdes i fede rammer, forklarede Rico Nielsen.
Eftermiddagens mest festlige indslag kom til udtryk foran trappen til førstesalen, hvor godt hundrede af skolens børn stillede sig til rette for at synge den nye Artium-sang, der er skrevet af Thomas Palmstrøm.
Ved hvert omkvæd skruede børnene et nøk op for stemmen og brølede viljestærkt ud over forsamlingen:
ARTIUM! »Med nysgerrigheden på alt, hvad vi ser, på alt vi kan lære - om livet og meget mere«.
Dermed er de bedst mulige faciliteter nu indviet til at styrke sammenholdet, øge nysgerrigheden og favne fællesskabet i Brande.