Mikael Uhre-assist sender Philadelphia i semifinale

Efter et oplæg af Mikael Uhre sikrede Philadelphia sig avancement i MLS med 1-0 over Cincinnati.

Udgivet:21. oktober 2022, 07.57

Læsetid:1 minut

Mikael Uhres Philadelphia Union er blandt de sidste fire hold i kampen om MLS-titlen. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

5 måneder siden

KØBENHAVN Den danske angriber Mikael Uhre er to kampe fra at vinde MLS-titlen i sin første sæson i USA.

Natten til fredag slog han og Philadelphia Union på hjemmebane FC Cincinnati 1-0 i slutspillet efter en assist af den tidligere Brøndby-topscorer.

Efter knap en times spil kæmpede Mikael Uhre sig til bolden i Cincinnatis felt og sendte den videre til midtbanespilleren Leon Flach, der sparkede den i nettet og blev matchvinder.

Det var syvende gang i 2022-sæsonen, at Uhre assisterede en holdkammerat.

Dertil kommer 13 scoringer, og Uhre har på den måde enten scoret eller assisteret 20 mål i 28 kampe i sin første sæson i MLS.

Han og Philadelphia møder nu enten Montreal eller New York City FC i finalen i Eastern Conference 30. oktober.

Det er reelt en semifinale i kampen om MLS-titlen. Den bliver uddelt 5. november, når vinderne af henholdsvis Eastern og Western Conference tørner sammen i finalen.

/ritzau/