Mulighed for besøg på plejecentre: Ikast-Brande ophæver besøgsforbud

Fra torsdag klokken 12 ophæver Ikast-Brande besøgsforbuddet på pleje- og rehabiliteringscentrene i kommunen. Nære pårørende kan komme på besøg - efter aftale og på anviste udearealer

13. maj 2020, 20.55

Engparken i Brande er et af de ældrecentre i Ikast-Brande, hvor beboerne nu får mulighed for at få besøg af de nærmeste pårørende - på centrets udearal. Foto: Christian Sjurman

IKAST-BRANDE Med en såkaldt borgmesterbeslutning har byrådet i Ikast-Brande Kommune vedtaget, at nære pårørende til beboere på plejecentre og rehabiliteringscentret kan mødes med deres nærmeste på visse udearealer og efter nærmere aftale.

Beslutningen har ligget klar et stykke tid, men kommunen har afventet de endelige retningslinjer for at åbne for besøg. Dem er partierne i Folketinget netop blevet enige om. - Med rammerne på plads, er vi naturligvis også klar til at øge muligheden for møder mellem pårørende og beboere på plejecentre. Det har vi set frem til, fordi både familie og beboere har efterlevet forbuddet i lang tid. Men nu er der behov for at modvirke oplevelser af ensomhed og understøtte sundhed og trivsel, siger borgmester Ib Lauritsen (V), Ikast-Brande Kommune.

Plejehjemmet åbner kontakten

Fra klokken 12 torsdag er besøgsforbuddet på kommunens pleje- og rehabiliteringscentrene således ophævet. Og proceduren er klar: I løbet af i dag og i morgen vil pårørende til beboere blive kontakte af de enkelte centre for at aftale det første besøg.

- Indsigten i forholdene på de enkelte plejehjem ligger decentralt. Der er forskellige udearealer på plejecentrene, og det enkelte plejecenter planlægger selv, hvordan hvert besøg kan foregå og sørger også for at informere alle besøgende om smitteforebyggelse, siger Ib Lauritsen.