112

Sådan kan man også bruge TikTok, hvis man ikke er den skarpeste kniv i skuffen: Gerningsmænd filmede sig selv begå hærværk

15. oktober 2021, 07.28

Foto: Jakob Stigsen Andersen

IKAST Nogen har tydeligvis misforstået sloganet »Ikast BMX - en klub med gang i hjulene«, for det er altså kun de tohjulede med rugbrødsmotor, som må bruge faciliteterne.

Torsdag klokken 10.48 fik lokalpolitiet i Herning anmeldelse om, at en bil havde kørt ræs på græsplænen foran klubben.

Der er dog overvågningskameraer i området, og her ses en blå BMW med tydeligt læsbare nummerplader.

Dertil kommer, at hærværket også er filmet af gerningsmændene selv, som har lagt en video op på fildelingstjenesten TikTok.

Formanden for Ikast BMX har også TikTok, og han fik videoen tilsendt af skarpsindige og mere lovlydige brugere.

Politiet oplyser, at den synlige nummerplade på den blå BMW er afmeldt, så betjentene skal som led i den videre efterforskning have en snak med den tidligere ejer.