Træner kalder kvindelandskamp i Parken for epokegørende

Flere landsholdsspillere var i tårer, da de gik ind i Parken for første gang efter flere års venten.

Udgivet:25. juni 2022, 00.08

Læsetid:2 minutter

Danmark slog fredag aften Brasilien i en testkamp i Parken med 21.542 tilskuere på tribunen.

/ Ritzau /

1 år siden

KØBENHAVN Det var de store følelsers aften, da det danske kvindelandshold fredag for første gang nogensinde indtog Parken.

21.542 tilskuere var på plads, da Danmark med en scoring i overtiden slog Brasilien med 2-1. Det skete i en testkamp forud for EM, der begynder om to uger i England.

Flere af de danske spillere var før kampstart i tårer, efter at de har ventet i mere end ti år på endelig at stå i Danmarks nationalarena og repræsentere landsholdet i en landskamp.

Landstræner Lars Søndergaard kalder fredagens kamp epokegørende.

- Det var fantastisk at opleve, og det startede, allerede før vi kom ind i Parken, hvor det hele var klædt i rødt og hvidt udenfor.

- Jeg kunne godt mærke på spillerne, at det var en speciel kamp, og det var det også for os andre.

- Det var en stor oplevelse, og jeg vil næsten sige, at det er epokegørende for dansk kvindefodbold, siger landstræneren.

Gennem mange år har landsholdet haft hjemmebane på Viborg Stadion med plads til omkring 9500 tilskuere.

De mangeårige landsholdsspillere Katrine Veje og Sanne Troelsgaard var blandt de spillere, der var rørt over omsider at stå i Parken, efter at de har presset på for at spille i nationalarenaen i et par år.

- Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille, siger Veje.

- Jeg røg ud i en semifinale i en skolefodboldturnering før finalen herinde, så det var virkelig stort at prøve. Når jeg har set min ven Christian Eriksen gå på banen, har det givet mig kuldegysninger.

- Der er mange fantastiske fans, der bakker op om det her landshold, så jeg håber ikke, at det er sidste gang, siger Veje.

For fem år siden red dansk kvindefodbold på en positiv bølge, da holdet nåede finalen ved EM i Holland. Men dengang lykkedes det ikke helt at holde fast, da holdet efterfølgende blev involveret i en strejke for bedre lønvilkår.

- Nu skal vi se, om vi ikke kan få et godt resultat til EM, og så tror jeg, at det kan bane vejen. Nu kom der en strejke efter sidste slutrunde, og det dræbte lidt støtten. Nu håber jeg, at vi vinder den tilbage, siger Veje.

Sanne Troelsgaard mener, at oplevelsen er på højde med EM-finalen i 2017, hvor Danmark tabte til Holland.

- Den her oplevelse er klart i min top-3 i karrieren. At spille for mere end 20.000 tilskuere i Parken er på størrelse med en EM-finale, siger Troelsgaard.

- Jeg har spillet på landsholdet i mange år, og det er på tide, at vi kom ind i Parken og spille for vores land. Vi er det værd. Dansk kvindefodbold fortjener sådan en kulisse, siger hun.

Janni Thomsen bragte Danmark foran med 1-0 på et langskud efter et kvarter. Indskiftede Mille Gejl blev matchvinder i overtiden med 2-1, efter at Brasilien kort forinden havde udlignet.

/ritzau/