
Lasse Dein fra Bording: Gået fra Meter i sekunder til kilometer i timen
Lasse Dein er oprindeligt fra Bording og har skrevet titelmelodien til den aktuelle danske biograffilm - baseret på Stine Pilgaards bog af samme navn: »Meter i sekundet«
Udgivet:02. marts 2023, 16.00
Læsetid:4 minutter
Lasse Dein er uddannet på DR’s Talenthold. Han er opvokset i Bording, men i dag bosat i København, hvor han - som freelancer arbejder på flere projekter. Foto: Hedda Rysstad
7 måneder siden
BORDING Oprindeligt skulle han »bare« være skuespiller med et par enkelte replikker, men undervejs blev alle så begejstrede - herunder også instruktør Hella Joof, at 26-årige Lasse Dein blev spurgt om hans sang »Så ved man, hvad man får« måtte blive titelsangen til den nye populære danske film »Meter i sekundet«.
I filmen er Lasse Dein elev på højskolen, der er omdrejningspunktet i både Stine Pilgaards bog og nu også filmatiseringen.
- Jeg fik rollen som højskoleelev, og under læseprøven til optagelserne, var der snak om at én af eleverne skulle skrive en sang til filmen. Så kiggede alle på mig, og jeg greb chancen. For hvem ville ikke gerne lave en sang til en Hella Joof film?
Selv om den unge mand i dag bor i hovedstaden, så er det stationensbyen Bording, der er hans barndomsland.
Og han indrømmer gerne, at det ikke lige var musik og kultur, der var mest af.
- Børn i Bording spiller mest fodbold eller håndbold. Det blev aldrig lige noget for mig. Jeg var til gengæld god til gymnastik og kvalificerede mig også til udvalgte springhold, der trænede på ganske umulige tidspunkter som fredag aften, fortæller Lasse Dein i telefonen.
De første videofilm
Mens klassekammeraterne var til fodbold- og håndboldtræning, så fandt Lasse Dein på andre sjove ting og sager.
- Jeg havde en ven, Nikolaj. Vi brugte rigtig meget tid på at gå og filme og klippe det sammen. Jeg tror, jeg lærte at aktivere mig selv og være kreativ. Lidt som de kloge ord: At det er sundt at kede sig, siger Lasse Dein.
- Jeg brugte meget tid sammen med venner, men var også god til at gøre mine egne ting - og ja, jeg hører nok også til dem, der foran videokameraet hyggede mig med at optræde, uden at jeg tænkte nærmere over det, siger Lasse Dein.
Det man kun drømmer om
Efter sin studentereksamen havde han planer om at ville læse psykologi, men den næsten obligatoriske rygsækrejse ud i verden fik ham til at ændre kurs.
- Der er mange ting i livet, der er helt tilfældige. Men undervejs på min rejse mødte jeg mennesker, der opfordrede mig til at gøre noget ved min kreative side, og efterhånden, så gjorde jeg også op med mig selv, at det ville jeg nok også gerne. Min rejse gav mig mod på at turde satse på det, jeg kun havde turdet drømme om, siger Lasse Dein.
Han søgte derfor ind på en filmuddannelse i Aarhus, en uddannelse, som er lidt af et nåleøje at slippe igennem. På samme måde søgte han også ind på DR’s Talenthold, hvor han også formåede at komme ind.
- Det var for mig et kæmpe drive, at jeg kom igennem til begge uddannelser. Det var for mig den endelige bekræftelse på, at jeg var på rette kurs, siger Lasse Dein, der valgte at satse på DR’s talentskole og et liv i hovedstaden.
I hele 2021 var han tilknyttet satireredaktionen på P3, og det var også via DR og talentholdet, at han i det hele taget fik kontakt med Hella Joof.
Mere på vej
Han er i dag freelancer og har opsagt sin kontrakt med DR. Han har i øvrigt også skrevet den lille tv-serie »Maskulin«, hvor der til hvert afsnit er skrevet et nyt stykke musik.
- Jeg har flere ting og ideer på vej. Men det er endnu ikke helt færdigbearbejdet. Min freelancestatus betyder, at jeg i øjeblikket ikke behøver at være sjov på kommando, og jeg nyder at have tid til at fordybe mig. Det er fedt, siger Lasse Dein, der ikke rigtigt kan sætte ord på om han er musiker, skuespiller, eller måske noget helt tredje.
Han befinder sig, ifølge ham selv, lidt i et vadested i øjeblikket. »In between« en masse tanker og ideer, der forhåbentlig skal munde ud i nye tv-serier og nyt musik.
Det er en ongoing proces, understreger den tidligere bordinggenser, der fra meter i sekundet på den jyske hede er gået til kilometer i timen i hovedstaden.
