Pinsen fejres ved Bølling Sø

Den traditionsrige gudstjeneste anden pinsedag for alle sogne i det gamle Ikast Kommune foregår i år ved Bølling Sø

23. maj 2021, 07.50

En skrænt ved Bølling Sø skal i år danne rammen om den årlige fælles pinse-gudstjenesten for kirkesognene i gammel Ikast Kommune. Foto: Hans Jørgen Hansen

KIRKE Anden pinsedag 24. maj bliver der en stor friluftsgudstjeneste ved Bølling Sø for enden af Ellevej i Engesvang. Det er folkekirkesognene i det gamle Ikast Kommune, der hvert år arrangerer en fælles friluftsgudstjeneste, og i år er det Engesvang, der står for arrangementet. Sidste år blev friluftsgudstjenesten aflyst på grund af corona-restriktioner

De medvirkende præster er Cecilie Smith-Petersen, Engesvang, og provst Poul Erik Knudsen, Ikast. Musikken til salmesangen bliver leveret af folkemusikgruppen Snuptaw, der også tidligere har spillet ved friluftsgudstjenester i Engesvang.

Gudstjenesten bliver afviklet på en skråning med udsigt over Bølling Sø. Det er på et sted, hvor der også var friluftsgudstjeneste i 2018, da Engesvang sidst var vært for en årlige friluftsgudstjeneste for sognene omkring Bølling Sø.

Poul Erik Knudsen holder prædiken, og der bliver mulighed for at synge med på salmer med masser af natur og pinse i. På grund af corona-restriktioner springer man nadver over i år.

Da gudstjenesten er fælles for Engesvang, Bording, Christianshede, Ikast, Faurholt, Fonnesbæk og Isenvad, forventes der at komme op mod 200 mennesker. Der bliver etableret parkering på en mark, der er stillet til rådighed af Kai Pape. Selve gudstjenesten kommer til at foregå på en skråning, som Naturstyrelsen har givet tilladelse til at bruge, og strøm til højttaleranlægget låner man hos en anden nabo, Jørgen Mikkelsen. En gruppe blomsterinteresserede fra kvarteret sørger for blomsterudsmykning af alteret, mens alterbilledet leveres af Vorherre.

Efter gudstjenesten er der kirkekaffe, som menighedsrådene i Engesvang og Ikast står for, og som serveres med handsker og afstand ved bordene ved mindestenen for tørvearbejderne.

Snuptaw har tidligere leveret den musikalske del af en udendørs gudstjeneste ved Bølling Sø. Det sker igen den 24. maj. Foto: Hans Jørgen Hansen