Næste tur i Europa: Herning-Ikast skal til Rumænien

HIH-kvinderne møder Gloria Bistrita-Nasaud i EHF Cuppens kvartfinaler

11. februar 2020, 10.37

Herning-Ikast Håndbold og Sarah Iversen - her i duel under søndagens kamp mod russiske Lada - skal en tur til Rumænien i de kommende EHF Cup-kvartfinaler. Foto: Flemming Hansen

HÅNDBOLD Herning-Ikast Håndbold skal spille sig forbi rumænske Gloria Bistrita-Nasaud i klubbens videre færd i den europæiske EHF Cup.

Det blev udfaldet af tirsdagens lodtrækning til kvartfinalerne, hvor der fra hovedkontoret hos EHF - det europæiske håndboldforbund - i Wien blev sat navne på programmet for turneringens resterende otte hold.

Gloria Bistrita-Nasaud, der får hjemmebane i den første kvartfinale mod HIH, blev nummer to i Gruppe C, som blev vundet af Odense Håndbold, der også var i gruppe med ungarske Érd og Lublin fra Polen.

Som vinder af Gruppe D undgik Herning-Ikast de øvrige puljevindere og noget stærkere modstandere i form af Odense, tyske HC Thüringer samt de forsvarende ungarske EHF Cup-mestre fra Siófok KC.

Blandt de tilbagevende toere kunne midtjyderne også have trukket enten kroatiske Podravka Vegeta eller tyrkiske Kastamonu Belediyesi. Russiske Lada Togliatti var ikke i spil, da russerne var i gruppespillet med HIH.

Den første kvartfinale er sat til weekenden 29. februar-1. marts, hvor HIH’erne altså begynder på udebane. Returkampen i IBF Arena i Ikast spilles - som de øvrige kvartfinaler - i weekenden 7.-8. marts. Semifinalerne er sat til begyndelsen af april.

Kvartfinalerne i EHF Cuppen:

* Gloria Bistrita-Nasaud (Rumænien) - Herning-Ikast Håndbold

* Kastamonu Belediyesi (Tyrkiet) - Siófok KC (Ungarn)

* HC Lada Togliatti (Rusland) - Odense Håndbold

* HC Podravka Vegeta (Kroatien) - Thüringer HC (Tyskland)