Forbudte kørsler koster fængselsstraf

15. april 2020, 09.09

Foto: Martin Ballund

ikast-brande En 23-årig mand kan se frem til 60 dages fængsel samt en bøde på 5000 kroner. Baggrunden er, at den unge mand har haft mere end vanskeligt ved at forstå, at man ikke på lovlig vis kan køre rundt i biler uden kørekort.

Han besluttede sig på sin 21-årsfødselsdag at låne en bil, men blev standset og kunne ikke fremvise noget kørekort.

Situationen gentog sig 7. november, hvor han tog turen fra Brande til Østergade i Ikast. Her blev han tillige testet positiv for spirituskørsel. Det holdt ham dog ikke fra atter at sætte sig bag rattet 29. november, hvor politiet standsede ham på en grusvej nær Bording. Endelig blev han atter stoppet på sin 22-årsfødselsdag. Denne gang kørte han uden kørekort ad Herningvej i Brande.

De fire kørsler er af Retten i Herning blevet takseret til en tur i Hotel Tremmely, ligesom den unge mand må betale 5000 kroner til statskassen.