Positive toner fra byens spillested: Bakkehuset jubler over den seneste sæson

2022 gav flere udsolgte koncerter i Bakkehuset. Bakkehuset melder nu om en lovende begyndelse på 2023 med en massiv sponsoropbakning

Udgivet:13. januar 2023, 10.59

Læsetid:2 minutter

Ester Brohus og Knud Møller fyldte i december Bakkehuset som afslutning på et efterår med flere udsolgte koncerter. Foto: Niels Krogholm/Bakkehuset

KULTUR Med fem udsolgte koncerter i efteråret 2022 trådte Bakkehuset ud af coronaskyggerne med en god portion optimisme.

Det fortæller kultur- og spillestedets formand, Steen Hebsgaard.

- Mange spillesteder melder om, at det har knebet med billetsalget efter coronatiden. Det kunne vi mærke i foråret, men efteråret er gået langt over forventning, siger formanden for Bakkehuset, Steen Hebsgaard, der sammen med resten af bestyrelsen blev orienteret om efteråret af spillestedsleder Mette Petrea på det sidste møde i 2022.

Og de var godt nyt. Ud over de fem udsolgte koncerter i efteråret kunne Mette Petrea informere om, at der i hele 2022 havde været 130 arrangementer, der dækker over både koncerter, udlejninger samt konferencer.

Billetsalget godt i gang

Ifølge Bakkehuset er der er blevet solgt i alt 1642 billetter – heraf de knapt 1000 i efteråret, hvor der i gennemsnit har været 96 publikummer til hvert arrangement.

- Det er vi rigtig godt tilfredse med. Det ser ud som om, vi dels har ramt det rigtige program, og dels at folk har haft brug for at komme ud igen, siger formanden, der også glæder sig over, at ud over at de 50 procent af gæsterne kommer fra Ikast, kommer resten udefra. Alene 14 procent fra Herning, hvorefter følger Bording og Sunds.

-Det tyder på, at Bakkehuset som egnens intime spillested og kulturhus har vundet indpas ud over kommunegrænsen, siger Steen Hebsgaard.

Billetsalget til forårssæsonen er allerede gået i gang, og som et ekstra boost på det nye år kommer Bakkehusets sponsorgruppe med en meget positiv melding.

- Vi har fået en massiv støtte fra en række virksomheder og firmaer, som gør, at vi kommer langt over det budgetterede sponsorbeløb. Det er meget glædeligt, ikke mindst fordi vi er afhængig af sponsorerne, som ud over det kommunale tilskud gør det muligt at drive Bakkehuset, siger Steen Hebsgaard.

Han tilføjer videre, at det er ikke nogen hemmelighed, at Bakkehuset forsøgte med en ansøgning til kommunen om et ekstra kommunalt tilskud i to år i bestræbelserne på at ansætte en eventkoordinator-elev, der skal være spillestedslederens højre hånd og sikre, at Bakkehuset kan udvikle sig i de kommende år.

- På baggrund af den vanskelige økonomiske situation i kommunen lykkedes det ikke. Vi kan godt se, at man ikke kan spare på velfærd for børn, ældre og handicappede, samtidig med at man opnormerer til Bakkehuset. Selv om vi også ser et blomstrende kulturliv som velfærd. Vi har derfor besluttet at forsøge selv at skaffe midlerne til driften – og med de mange sponsorater er der håb om, at det kan lykkes, siger formanden.