34-årig fra Brande sigtet for at sætte ild til vaccinationscenter

Natten til søndag forsøgte gerningsmænd at sætte ild til vaccinationscenter i Horsens. To er anholdt

1. december 2021, 09.23

Foto: Henrik Ole Jensen

HORSENS To mænd er sigtet for brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder efter et forsøg på ildspåsættelse ved et vaccinationscenter i Horsens natten til søndag.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd, der er 27 og 33 år, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Horsens klokken 10.

- Det er en meget alvorlig sag at forsøge at lave en brandstiftelse på en bygning, der huser en så vigtig samfundsfunktion, som et vaccinationscenter er i den aktuelle situation. Det er denne alvor, der afspejles i sigtelsen, der er rejst mod de to mistænkte, udtaler politiinspektør Carit Andersen, der er leder af Efterforskningscentret ved Sydøstjyllands Politi.

Det var søndag morgen, at medarbejdere på vaccinationscentret kontaktede politiet, da de opdagede en smadret rude i centret på Fuglevangsvej.

Politiets efterforskning viste, at der også var forsøgt sat ild til bygningen.

Det lykkedes dog ikke, og skaderne på bygningen begrænsede sig »hovedsageligt« til den knuste rude, har politiet oplyst.

De to mænd blev anholdt tirsdag eftermiddag klokken 16.45 og 17.15. Den 27-årige er fra Horsens-området, mens den 33-årige er fra området omkring Brande.

- Vi er tilfredse med, at vi hurtigt gennem en målrettet og ret intensiv efterforskning har kunnet identificere og anholde de to mistænkte, udtaler Carit Andersen.

De to mænd er sigtet efter straffelovens paragraf 181, der omhandler forsætlig brandstiftelse. Desuden henviser politiet til paragraf 81d, der betyder, at en eventuel straf kan forhøjes, når der er tale om kriminalitet relateret til corona.

/ritzau/