Fire generationers tekstil-succes

Fire lokale fabrikanter fortalte underholdende om deres personlige rejse ind i tekstilindustrien i Ikast

Udgivet:14. november 2021, 14.40

Læsetid:3 minutter

René Møller, Anders Hust, Niels Laurits Thygesen og Henrik Sandgaard leverede fire yderst underholdende foredrag, da Vores Ikast havde inviteret et rekordstort publikum på en aften i tekstilernes tegn. Foto: Henrik Ole Jensen

Kim Stoltenberg Hansen
Journalist| ksh@herningfolkeblad.dk

FOREDRAG Der var fortællinger fra hvert årti, da tekstilfabrikanter fra fire generationer holdt foredrag arrangeret af Vores Ikast. Krigsbarnet Niels Laurits Thygesen kunne fortælle om den initiativrige tid på egnen, hvor familiens landbrug i mange etaper blev omdannet til Trikotagegården. Dengang arbejdede 7000 folk i Ikast-området i 300 tekstilvirksomheder. Med et smil på læben fortalte han, at hans forældre havde kigget på hinanden og sagt: »Det kan vel ikke være så svært, når så mange andre i Ikast kan finde ud af det.«

- Vi blev klogere, sagde han og fortalte, at han ikke var nogen ørn i skolen, så vejen gik i stedet over købmandslære og en longjohn-budcykel.

- Den har jeg kørt Ikast rundt i masser af gange, sagde han.

Siden blev den brune budkittel udskiftet med den hvide kittel i butikken, hvor han lærte om høflighed, service og hvordan man får varer over disken.

Det gik op og ned for virksomheden, og Niels Laurits Thygesen roste egnens iværksættere for både deres virkelyst, men også for at kunne samarbejde, når man i en snæver vending kunne låne folk, udstyr eller materialer af hinanden.

Her kunne han også vise det vidt forgrenede net, som Thygesen Textile Group er i dag - der går stort set ikke går et år, uden at firmaet køber sig ind i nye firmaer og nye eventyr.

Misforstået helsides-annonce

Stort set samme temaer kunne Anders Hust fortælle. Claire Group er også vidtforgrenet - og heller ikke Anders Hust hørte altid godt efter i skolen.

Hans tekstileventyr startede med en omvej, da han efter bare én dag i tekstillære i Herning blev formanet af familien til i stedet at vælge bankvejen. Og på grund af fodboldtalentet blev han hurtigt skippet til Midtbanks Ikast-afdeling, så han kunne forstærke fodboldholdet derude.

Tekstil-iværksætteren kunne dog ikke holdes nede. Han købte T-shirts, som han fik lavet reklametryk på, og det var en populær vare.

- En dag trak bankdirektøren mig til side og sagde, at når min telefon i arbejdstiden ringede 10 gange, så drejede de seks af opkaldene sig vist om T-shirts. Nu ville han give mig et års orlov til at satse på tekstiler - og når det så gik galt, så kunne jeg vende tilbage til banken, sagde han.

Retur til banken kom han aldrig, selv om det var i tankerne to gange.

Første gang var, da han i firmaets start brugte den samlede formue på 1200 kroner på at indrykke en lille annonce om de smarte reklame-t-shirt. Eller det troede han. Via en misforståelse fik han en helsidesannonce til 12.000 kroner.

- Så var jeg sådan set konkurs fra start, sukkede han - men heldigvis kimede telefonen herefter uafbrudt med kunder, der havde set den store flotte annonce og tænkt, at de skulle købe produktet.

Grønne tanker

Også René Møllers indlæg kredsede meget om ordentlighed - overfor både kunder og ansatte - samt ikke mindst Moder Jord.Der var stor reflektion denne aften over tekstilbranchens enorme miljøudfordringer. Over 100 liter vand går til at farve et stykke tekstil. Det vil René Møllers United Textile Group sætte ned til 18 liter.

Han viste også eksempler på computeranimerede 3D-udgaver af tøjprøver, der efterhånden helt har erstattet gængse vareprøver.

- De har virkelig vist deres værd under corona, fortalte han.

Han nævnte, at 85 procent af firmaets produkter nu enten er økologiske eller FSC-certificerede - og at man er langt med planerne om at bygge et stort solcelleanlæg ved siden af produktionen i Tyrkiet.

Corona-storm

Sidste foredragsholder var Henrik Sandgaard. Han kunne fortælle om at få den første ordre på ikke mindre end 260.000 styk uden at have fundet på et firmanavn - og noget skulle der stå, så det blev X-Company.

Han beskrev malerisk firmaet, der mest lever af mindre, hurtige ordrer, som et lille skib på et stort hav - og medarbejderne som en helt fantastisk besætning. Corona blev beskrevet som en storm, som virkelig havde krævet sit. Man lever pludselig på bankens nåde, når kunder annullerer ordrer, hvor de ellers allerede har fået skrevet firmaets navn og logo på.

- Så er de jo helt værdiløse, sukkede han - og fortalte med trist mine om den værste coronatid, hvor han selv var i coronakarantæne, mens annulleringerne væltede ind med så stor kraft, at han - online - måtte fyre dygtige folk i virksomheden.