Klasseforskel i topbraget: Ikast-kvinderne sat på plads af Esbjerg

Ikast Håndbold lavede for mange fejl og tabte klart slutspilsduellen mod guldfavoritterne

Udgivet:25. april 2023, 21.08

Læsetid:2 minutter

Tirsdag aften var Ingvild Bakkerud og Ikast Håndbold ikke i nærheden af point mod Team Esbjergs mesterskabsfavoritter. Foto: Henrik Ole Jensen

Ole Bitsch
Journalist
Ole Bitsch
Journalist| +45 96 26 37 19 | obi@herningfolkeblad.dk
Journalist siden 1999 og en del af Herning Folkeblads sportsredaktion siden 2015. Jeg skriver om fodbold, håndbold, ishockey og en masse andet. Grib fat i mig, hvis du har kommentarer eller et tip til en god historie.
Se flere artikler af Ole Bitsch

1 måned siden

HÅNDBOLD Der var klasseforskel, da Ikast Håndbold tirsdag aften løb ind i det første pointtab i slutspillet.

Hjemme i IBF Arena tabte de midtjyske håndboldkvinder topbraget med 21-30 til mesterskabsfavoritterne fra Team Esbjerg.

Gæsterne, der nu har vundet 14 kampe i træk i ligaen, pokalturneringen og Champions League, satte værterne på plads i en kamp, hvor Esbjerg-holdet viste guldform fra første til sidste minut i Ikast.

Anført af en forrygende Henny Reistad - den norske stjerne, der alene i første halvleg scorede ni mål på 10 forsøg - og et velfungerende kollektiv, kværnede gæsterne et hjemmehold fyldt med fejl og misforståelser.

Lige inden pausen fik Ikast Håndbold reduceret til 12-17, men symbolsk for den vestjyske kynisme - og midtjydernes manglende skarphed på aftenen - fik Reistad scoret i halvlegens sidste sekund.

Team Esbjergs klare forspring var en konsekvens af Ikast-enhedens voldsomt mange afbrændere mod landsholdskeeper Anna Kristensen, der i alt blev noteret for 20 parader og en redningsprocent tæt på 50.

Chancerne manglede værterne ikke. Til gengæld savnede de kvalitet og effektivitet.

En skæv indledning fra Kasper Christensens tropper, der hurtigt kom bagud 0-4, gjorde det heller ikke nemmere.

Men cheftræneren burde ligeledes have skiftet målvogter langt tidligere i matchen.

Den svenske landsholdsmålvogter Jessica Ryde blev blot noteret for fem redninger i de 40 minutter, hun var på det lyseblå gulv i arenaen.

I begyndelsen af anden halvleg satte Ikast Håndbold gang i et lovende comeback. Med et elegant lob fik fløjen Cecilie Brandt reduceret til 14-19, og senere scorede fløjkollegaen Emma Friis til 17-21.

Men så vendte den afgørende fejlmargin retur hos værterne, der atter brændte store chancer på stribe. Det udnyttede Esbjerg-holdet til støt og roligt at øge føringen til ni scoringer.

For at gøre ondt være måtte hjemmeholdets danske landsholdsplaymaker, Simone Petersen, udgå kort før tid med det, der lignede en lårskade.

Mens Team Esbjerg nu er klar til DM-semifinalen og har otte point i slutspilspuljen, står Ikast noteret for fem point.

Puljens to øvrige hold, Silkeborg-Voel og København Håndbold, spillede også tirsdag aften. På udebane vandt København med 29-27. Københavnerne har dermed to point, mens Silkeborg-Voel fortsat må forholde sig til et rundt nul.

Ikast Håndbolds næste opgave i slutspillet er udekampen mod Silkeborg-Voel - en kamp, der spilles 5. maj.