Sundhed er et årshjul

40 procent af alle nytårsforsætter handler om sundhed og vægttab

9. januar 2020, 07.41

Skoleleder Charlotte Larsen og bestyrelsesmedlem Liselotte Holm understreger, at dans er glad motion. Foto: Tom Laursen

IKAST De fleste har formentlig på et tidspunkt lavet et nytårsforsæt om at skulle leve sundere og/eller tabe sig.

Vores Ikast havde lørdag inviteret dem af foreningens medlemmer, der arbejder med sundhed, til at komme i Strøgcentret og give deres bud på, hvordan man kan komme i mål.

Og der er mange måder at fortolke sundhed på, hvilket en tur gennem handelsgaden også tydeligt afspejlede.

Fra de danseglade hos LOF, der tilbyder ballroom-dans som motion, til den personlige træner, der målrettet tager sin opgave til sig - og holder øje med, hvad du spiser.

- De fleste kender zumba, hvor man stiller sig op på gulvet og danser til sydamerikanske rytmer. Vi gør det samme - blot med de kendte standardanse som vals og cha-cha-cha, fortæller LOF-leder Charlotte Larsen, der får ild i øjnene af begejstring, da hun skal forsøge at fortælle, hvad det handler om:

- Har man først prøvet det, så er det svært at slippe igen. Det synes vi, men det er også det, vores kursister giver udtryk for. Man bliver glad af at danse og glemmer helt, at man faktisk får både motion og sved på panden. Man begejstres på en anden måde end ved udsigten til at skulle ud for at løbe den tur, siger LOF-lederen.

Skråt overfor er det de lokale fysioterapeuter fra Ikast Fysioterapi og Træning, der står på spring for at få folk i gang med træne, blandt andet ved at udfordre folk til at cykle sig til et gratis medlemskab i en måned.

På pletten er også Hjerteforeningen i Ikast-Brande, der på paletten har flere tilbud om et sundere liv. Det handler både om gåture, om længere kurser med støtte, vejledning og motion og om madkurser sammen med børnebørnene.

- Det er noget af det mest livsbekræftende at gå i køkkenet med børn og sammen lære at lave hjertesund mad, siger formanden for foreningen, Leif Haagensen fra Brande.

Peder Fenger og Kathrine Vinter Ross har med gule balloner og farverige T-shirts gjort, hvad de kunne, for at få opmærksomhed i deres bestræbelser på at få flere frivillige med, når de den første weekend i maj for anden gang gennemfører »Stafet for livet«.

- Vi har accept fra stort set alle hold, der deltog sidste år - men vi har specielt brug for frivillige, der vil være med til at trække læsset og få det hele til at hænge sammen, siger Kathrine Vinter Ross.

Personlig træner

Selvom januar er højsæson for motion og bevægelse, er Allan Rindum fra Rindum Kost og Motion meget firkantet og understreger, at sundhed ikke kun er et januar-projekt.

- Jeg vil gerne sprede det gode budskab, men sundhed handler om et årshjul. Det tager minimum tre måneder at ændre på vanerne, og det er det, jeg kan; altså hjælpe med at få ændret på vanerne. Vi tager eksempelvis altid den første strømpe på den samme fod hver dag. Gør man det omvendt, virker det forkert, påstår Allan Rindum.

Han har efterhånden fået gang i sin virksomhed som personlig træner.

- Jeg træner én til én med hver enkelt af mine kunder, og det er altid funktionstræning, hvor man bruger kroppen og ikke alverdens maskiner, forklarer han.

Allan Rindum tager bestik af hele situationen og understreger, at det jo ikke hjælper at træne massivt, hvis det, man spiser, ikke følger med.

Derfor skal man også løbende hen over dagen sende billeder af, hvad man spiser.

- De dage, hvor det går rigtig stærkt, så modtager jeg jo 300 beskeder i løbet af en dag. Når jeg ser, hvad folk spiser, så kan jeg vejlede dem i, hvad de bør ændre på, hvis det er vægttab, der er målet, forklarer Allan Rindum.

- Jeg tvinger jo ikke nogen til noget. Men de er kommet til mig af fri vilje, og det er helt op til den enkelte Min filosofi er, at der er plads til både is og chokolade, men man skal altså yde, for at man kan nyde, påpeger han og understreger, at han efter det første halvandet år som selvstændig ikke er i tvivl:

- Jeg har verdens fedeste job!

Hjerteforeningen i Ikast-Brande har mange tilbud om et sundt liv. Formand Leif Haagensen er specielt glad for aktiviteten med børnebørn i køkkenet. Foto: Tom Laursen
Allan Rindum er er personlig træner og ikke i tvivl om, at han har verdens fedeste job. Foto: Tom Laursen
Peder Fenger og Katrine Vinter Ross var på udkig efter frivillige til afviklingen af årets Stafet for livet. Foto: Tom Laursen