Kulturprisen udskydes et år

Coronakrisen har udskudt avisen Focus Ikast-Brandes kulturpris, som i stedet for en 2020-pris bliver til Kulturprisen 2021

29. november 2020, 14.21

I fjor modtog Rune Lyager Poulsen Kulturprisen Focus Ikast-Brande 2019. Prisen, der bliver overrakt af formand for Kultur- og Fritidsudvalget, der også sidder i priskomitéen, bliver uddelt næste gang i 2021 - og alle opfordres allerede nu til at tænke i potentielle forslag. Foto: Villy Guldbrand Jensen

IKAST-BRANDE En kulturpersonlighed fra Ikast-Brande Kommune skulle i år have modtaget den kulturelle hæderspris Kulturprisen Focus Ikast-Brande 2020. Men coronakrisen gav ad flere omgange knas i planlægningen. Både på kulturfronten rundt i hele kommunen og i forhold til priskomitéens arbejde.

Men pandemi har på ingen måde gjort det af med prisen. Den bliver i stedet uddelt igen i 2021.

- Det har på så mange måder været et »skævt« år, så derfor har vi besluttet at udsætte prisuddelingen til næste år, siger Steen Hebsgaard, medlem af priskomitéen - og som forhenværende chefredaktør på Ikast Avis med til sammen med Brande Bladet - de to medier bag Focus Ikast-Brande, at indstifte prisen i 2018.

Påskønnelse af uegennyttighed

Prisen er tiltænkt en person, en gruppe af personer, en institution, et firma eller en forening - hjemmehørende i Ikast-Brande Kommune. Den er en påskønnelse af usædvanlig og uegennyttig indsats for kulturlivet i kommunen. Blandt andet med udgangspunkt i de værdier, kommunens kulturpolitik bygger på: Entreprenørskab, frivillighed, handlelyst, mangfoldighed, vedholdenhed, samarbejde på tværs, engagement og stolthed.

De tidligere vindere af Focus-Kulturprisen er i 2018 forhenværende leder af Bakkehuset i Ikast Bente Busk og i 2019 Rune Lyager Poulsen, leder af Urban Street Zone i Brande.

- Vi opfordrer allerede nu alle til at begynde at tænke i egnede kandidater til prisen. Vi ved fra de tidligere år, at der findes mange gode bud rundt om i hele kommunen, siger Steen Hebsgaard, der sammen med komitéen modtager forslag til priskandidater fra februar næste år.