Meget tæt på Final4: Ikast smadrede Siófok i Ungarn

Fremragende udekamp af Ikast Håndbold betyder, at billetten til Final4 i European League næsten er i hus

Udgivet:18. marts 2023, 21.50

Læsetid:2 minutter

Sarah Iversen (t.v.) og resten af Ikast-forsvaret havde helt styr på Kinga Debreczeni-Klivinyi (i.m.) og de øvrige spillere fra Siófok KC. Foto: Ritzau Scanpix

Kenneth Kristiansen
Journalist
Kenneth Kristiansen
Journalist| +45 96 26 37 18 | kgk@herningfolkeblad.dk
Sportsjournalist på Herning Folkeblad siden 1999. Det er helt tilbage til dengang, FC Midtjylland blev stiftet. Udover fodbold skriver jeg primært om håndbold - men også alt muligt andet. Tip mig gerne med en god historie.
Se flere artikler af Kenneth Kristiansen

3 måneder siden

HÅNDBOLD Ikast Håndbold kan godt sætte et stort kryds i kalenderen ud for weekenden 13.-14. maj.

På det tidspunkt spilles der nemlig Final4 i EHF European League, og Ikast-kvinderne er meget tæt på at have sikret sig billetten til stævnet, efter at det lørdag aften blev til en overlegen udesejr i den første af to kvartfinaler.

I Ungarn vandt Ikast med hele 30-20 over Siófok KC, og det skal altså gå mere end almindeligt galt i returkampen om en uge, hvis Final4-billetten skal glide ud af hænderne på cheftræner Kasper Christensens tropper.

Kampfakta

Siófok KC - Ikast Håndbold 20-30 (7-12)

Stillingen undervejs: 0-3, 3-4, 6-7, 6-12, (7-12), 7-15, 11-17, 13-18, 13-22, 17-25, 19-28, 20-28, 20-30

Siófok KC: Nikoletta Papp 5, Dejana Milosavljevic 3, Tamara Mavsar 3, Hawa N'Diaye 3, Kinga Debreczeni-Klivinyi 2, Nelli Such 2, Blanka Kajdon 1, Alexa Szederke Sirián 1

Ikast Håndbold: Ingvild Bakkerud 8, Sarah Iversen 5, Emma Friis 4, Stine Skogrand 3, Vilde Johansen 3, Line Mai Hougaard 2, Cecilie Brandt 2, Emma Lindqvist 2, Julie Scaglione 1

Straffekast: Siófok KC 0/0, Ikast Håndbold 0/1

Udvisninger: Siófok KC 2, Ikast Håndbold 4

Dommere: Malgorzata Lidacka og Urszula Lesiak, Polen

Tilskuere: 700 i Kiss Szilard Sportcsarnok, Siófok, Ungarn

Forsvar på højt niveau

Det kommer heller ikke til at ske. For kampen i Ungarn viste, at der er klasseforskel på de to hold.

Ikast-holdet mødte tydeligvis velforberedt op til opgaven. Forsvarsspillet sad lige i skabet fra første fløjt, og hjemmeholdet havde derfor store problemer med at finde mulighederne og hullerne i gæsternes defensiv. Der var nemlig stort set ingen.

Hele vejen rundt blev varen leveret, men især Ingvild Bakkerud shinede med en jætteindsats i begge ender af banen. Den norske back scorede fem gange i første halvleg.

Ikast kom foran med 3-0, og selvom Siófok kom bedre med, havde Kasper Christensens tropper styr på opgøret.

Efter Nikoletta Papps reducering til 6-7 efter godt 16 minutter scorede hjemmeholdet først igen få sekunder, før første halvleg sluttede. Det var en reducering til pausestillingen 7-12.

Fortsat overlegne

Gæsterne fortsatte den overlegne stil efter pausen, men dog med små mislyde. Ellers stærkt spillende Sarah Iversen fik brokket sig til en udvisning, og i en periode blev der brændt lige lovligt mange chancer.

Men selvom Siófok scorede lidt flittigere i anden halvleg end i første, var Ikasts defensiv stadig solid, og Jessica Ryde viste også klassen i målet.

Til sidst var det et spørgsmål om sejrens størrelse, og den blev altså på 10 mål.

Ikast Håndbolds topscorer i Ungarn blev Ingvild Bakkerud med otte mål.

Returkampen spilles i IBF Arena i Ikast lørdag aften i næste uge.