Åreladning i udvalg

Bortset fra formanden tæller udvalg udelukkende nyvalgte medlemmer af byrådet

9. december 2017, 13.37

Udvalgsformand Simon Vanggaard (DF) fortsætter som eneste medlem i Børne- og Undervisningsudvalget. Foto: Flemming Hansen

lokalpolitik Byrådsvalget er ovre, og det betyder også ny bemanding i diverse udvalg.

I forbindelse med det sidste ordinære møde i Børne- og Undervisningsuavlget mødte det afgående udvalg de medlemmer, der fra nytår og fire år frem skal taghe vare på vilkårene for kommunens yngste borgere.

Ved dette træf kunne man konstatere, at der bliver tale en noget af en åreladning, idet formanden Simon Vanggaard (DF) er den eneste, der fortsætter i udvalget.

Morten Bak (FL), Brian Bøge Christensen (V) og Yildiz Kibar (S) opnåede ikke genvalg til byrådet, mens Inge Dinis (S), Helle Mathiasen (V) og Annette Mosegaard (K) har fået nye arbejdsopgaver.

Det kommende Børne- og Undervisningsudvalg ser således ud. Simon Vanggaard (DF) fortsætter som formand for udvalget, der ellers tæller Gert Bækgaard (V), Thomas Østergaard (V), Trine M. Kristensen (DF), Kirsten York Helms (K), Anne Ravn Bach (S) og Kasper Pauli Pedersen (S).

- Det kommende udvalg fik lidt at vide om, hvordan vi arbejder med tingene, og der blev især lagt vægt på, at vi gør meget i dialog med forældre, personale og andre, som vores beslutninger vedrører. Jeg mener, at det giver en forståelse for hverandres betingelser og giver gode relationer. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at vi fortsætter ad den vej - også med et nyt udvalg, siger Simon Vanggaard.

Han konstaterer i øvrigt, at det kommende udvalg bliver blandt de absolut yngste.

- Det er åbenbart alle de yngste, der er kommet ind i dette udvalg, og det giver vel en vis mening, påpeger udvalgsformanden.

Det nye Børne- og Undervisningsudvalg får lejlighed til at lære hinanden rigtig godt at kende, når alle medlemmer deltager i KL's topmøde om børn og unge i Aalborg i begyndelsen af februar.