Kultur og frivillighed smelter sammen

Ikast-Brande Kommune vil med temaet »Bæredygtige Fællesskaber« have kulturaktiviteter lige der, hvor borgerne bor

27. februar 2020, 08.29

Kulturdag på Klosterlund Museum med bydyst på den store plæne bag museet og foran Bølling Sø. Foto: Privat

KULTUR Frivillig Fredag og Kulturnatten går igen fælles i 2020

Igen i år har Frivillig Fredag og Kulturnatten valgt at være fælles om lokale kulturaktiviteter fredag 25. september 2020, lige der, hvor borgerne bor.

Temaet er ’Bæredygtige fællesskaber’, som er temaet for Frivillig Fredag på landsplan.

Har man lyst til at deltage i planlægningen, så inviterer Ikast-Brandes kulturkonsulent Carsten jensen til møde på Isenvad Skole den 3. marts.

Styregruppen indbyder alle foreninger, institutioner, kirker og lokalråd for at udbygge samarbejdsmulighederne omkring denne eftermiddag/aften/nat.

Kulturnatten er i støbeskeen for sjette år i træk i Ikast-Brande Kommune.

Hvert år har mange hundrede borgere deltaget i kulturaktiviteterne til Kulturnatten.

I 2019 valgte Frivillig Fredag, der er en landsdækkende begivenhed for at synliggøre og påskønne det kæmpemæssige frivillige arbejde, der gøres i alle foreninger, lokalråd, kirker mv, at gøre den sidste fredag og lørdag i september til en frivillig kulturel fest i Ikast-Brande. Det lykkes – og nu fortsætter samarbejdet i 2020.

Lokale aktiviteter i alle byer/landsbyer

Idéen er, at alle, der vil være med i planlægningen, er fælles om et skabe programmet.

Det kan for eksempel være fælles kaffebord i egen by/landsby.

Måske et lokalt byløb med poster om byens historie for børn, unge, voksne og familier.

Der kan være depoter undervejs, hvor foreninger kan byde sig til med lækkerier, lokale kulturelle pop-up indslag.

Efterfølgende kan aftenen afsluttes for eksempel tre steder i kommunen med større fælles events?

Og skal der igen ske noget om lørdagen?

- Vi har mange praktiske spørgsmål, som vi gerne vil drøfte med alle, der er interesserede i at koordinere aktiviteterne, siger kulturkonsulent Carsten Jensen, som sammen med leder af FrivilligCentret Vibeke Grønskov, frivillighedskoordinatorerne Pernille Dernburg Petersen og Lisbeth Wium-Andersen, udviklingskonsulent Mette Vildbrad er den praktiske koordinerende gruppe bag det fælles tiltag. Du kan tilmelde dig på kultur@ikast-brande.dk.

Sidste kulturnat bød på hotdogspisning i Bakkehuset. FOTO: Privat
Kulturnatten bød på på opvsining i tango i både Klovborg og Ikast. FOTO: PRIVAT