700.000 børn fra hele landet dansede ferien ind på samme tid: På Ikast Østre Skole fik den ekstra gas

For 39. gang har skolerne holdt motionsdag. Dansk Skoleidræt har samtidig jubilæum, og det er der kommet en særlig dans ud af. På Ikast Østre Skole tog de næste skridt

20. oktober 2021, 04.44

Børnene dansede ferien ind sammen med 700.000 danske folkeskoleelever. Foto: Tom Laursen

MOTION »Move Your Feet« af Junior Senior blæser ud af højttalerne i idrætshallen på Ikast Østre Skole. I de forreste rækker danser skolens yngste elever indlevende og energisk til de elektriske toner fra begyndelsen af 00’erne.

»Just put my record on - and all of your troubles are dead and gone.«

Klokken er 11.50 fredag formiddag, og på præcis dette tidspunkt danser hele Danmark skolernes motionsdagsdans, som er lavet til anledningen.

Salen bliver et bølgehav af opstrakte hænder, som alle mødes i ét fælles klap, før eleverne så småt for alvor bliver grebet af stemningen.

»Everybody, move your feet and feel united, oh-oh-oh.«

Faktisk rigtig fedt

Selv de ældste og lidt trætte elever fra de ældste klasser begynder så småt at få følelsen af netop at være sammen, mens rytmerne spreder sig i kroppen, og Rabia Karimmi fra 9.c begynder at smile en anelse.

- Det er faktisk rigtig fedt, men nu glæder vi os også til ferie, siger hun og danser lidt videre sammen med veninderne Frederikke Krath og Sumayâh Kan.

Ikast Østre Skole er ikke blot ved at sende skolens elever på en velfortjent efterårsferie. Skolen er også i gang med to rekordforsøg.

- Målet er, at der i Danmark er 700.000 børn, som dyrker motion netop i dag. Det bliver dermed verdens største motionsbegivenhed. Og lige nu danser hele Danmark skolernes motionsdagsdans, hvor vi så på Ikast Østre Skole lige om lidt har lavet vores egen særlige dans også, siger lærer Inge Dinis, som i øvrigt tilføjer, at det er Østre Skoles lærerband, som har skrevet jubilæumssangen.

- Ja, den går jo Danmark rundt lige nu, siger Inge Dinis.

Og så er det endelig tid til Østre Skoles helt egen dans, hvor særligt de yngste elever næsten ikke kan være i sig selv af spænding.

Klap som en dinosaurus

- Nu skal I bare se: Det her er dinosaurdansen, og den er ret sjov, siger Frederik på otte år, mens han drejer en omgang rundt om sig selv, hvorefter hele hallen endnu en gang mødes i et fælles klap.

Det kan se lidt spøjst ud, når hundredvis af lærere og elever laver dinosaurusfagter, tramper i gulvet og forsøger at klappe som en tyrannosaurus, men alle skolens elever er i den grad blevet sendt på efterårsferie i ét stort dansende fællesskab.

Dagen sluttede af med en stafet, hvor eleverne under høje tilråb fra kammeraterne kæmpede om at få hele klassen i mål først. Foto: Tom Laursen