Socialdemokratiet har sat valgholdet i Ikast-Brande

Ikast-Brande Kredsen hos Socialdemokratiet har godkendt en liste med 13 kandidater til kommunalvalget samt 1 kandidat til regionsrådsvalget

28. juni 2021, 10.06

Socialdemokratiet Ikast-Brande Kredsen er klar med kandidatholdet til kommunalvalg og regionsrådsvalg 16. november. Øverst fra venstre er det Mustafa Arslan, Inge Dinis, Helle Drongstrup, Peter Bjerregaard, Eddie Sørensen, HC Jørgensen, Yildiz Kibar og Henrik Christensen samt kredsformand Tage Olsen, der dog ikke er kandidat. Nederst fra venstre ses Søs Philipsen, Kirsten Hoffmann, Kasper Pauli Pedersen, Birthe Sørensen og Joan Højlund. Foto: Pr-foto

KANDIDATER Tirsdag 16. november 2021 skal borgmesterposten i Ikast-Brande Kommune skifte fra Venstre til Socialdemokratiet.

Samtidig skal partiet også sikre sin lokale kandidat Birthe Sørensen en plads i det kommende regionsråd.

Sådan lyder målsætningen fra Socialdemokratiet Ikast-Brande Kredsen, der ved sin generalforsamling har godkendt partiets kandidatliste til de to kommende afstemninger, der begge finder sted samme dag.

Listen til kommunalvalget består af 13 navne, som anføres af borgmesterkandidat Kasper Pauli Pedersen.

- Jeg synes, det er et enormt stærkt hold. Der er en stor bredde på alle parametre, både køn, etnicitet, erhverv og geografi, siger han.

Nye og gengangere

Kasper Pauli Pedersen fra Ikast får følgeskab af sine nuværende byrådskolleger Kirsten Hoffmann fra Gludsted, Birthe Sørensen fra Ikast og Inge Dinis Jensen fra Bording, som alle søger genvalg.

De nuværende byrådsmedlemmer Anne Ravn Bach og Frank Heidemann Sørensen genopstiller ikke.

Fire kandidater stiller op for første gang. Det drejer sig om Hans Christian Jørgensen fra Engesvang, Søs Philipsen fra Ikast, Mustafa Arslan fra Ikast og Helle Regine Drogstrup fra Ejstrupholm.

På listen er også fem kandidater, der tidligere har prøvet kræfter med at føre valgkampe uden dog at komme helt over målstregen. Det er Joan Højlund fra Engesvang, Henrik Christensen fra Brande, Peter Bjerregaard fra Ikast, Eddie Sørensen fra Bording og Yildiz Kibar fra Ikast. Sidstnævnte fik dog så mange stemmer ved valgene i 2013 og 2017, at hun blev suppleant til byrådet.

Generationsskifte i partiet

Ved kommunalvalget i 2017 fik Socialdemokratiet i alt 5178 stemmer i Ikast-Brande Kommune, hvilket udgjorde 22,9 procent af det samlede antal stemmer.

Ud af disse hentede den tidligere gruppeformand og borgmesterkandidat Frank Heidemann Sørensen 1499 personlige stemmer. Han genopstiller ikke i 2021.

- Der er ingen tvivl om, at det er store sko at fylde ud efter Frank, men nu har jeg været med i politik i en del år, så det er en post, jeg føler mig godt rustet og klar til, siger den nye S-borgmesterkandidat, Kasper Pauli Pedersen.

Hvis S vinder ...

Hvis vælgerne giver Socialdemokratiet borgmesterkæden, vil det kunne mærkes i hverdagen, lover spidskandidaten.

- Man vil kunne mærke en forskel på den økonomiske politik. I begyndelsen af byrådsperioden blev der indført besparelser for at redde kommunens økonomi. Vi var med, de år det var nødvendigt, men sidste år måtte vi bryde og stå uden for budgetforliget. Så man vil helt klart kunne mærke, om det et S-ledet eller borgerligt ledet byråd. Vi vil gå til valg på, at der tilføres minimum én procent på alle kerneområder, der gennem årene har været udsat for besparelser. Det vil sige de unge, de ældre og børnene, siger Kasper Pauli Pedersen.

S-Kandidater fra Ikast-Brande
Kommunalvalg

1. Kasper Pauli Pedersen, 35 år, Ikast (borgmesterkandidat)

2. Søs Philipsen, 44 år, Ikast

3. Birthe Sørensen, 68 år, Ikast

4. Hans Christian Jørgensen, 47 år, Engesvang

5. Kirsten Hoffmann, 66 år, Gludsted

6. Mustafa Arslan, 36 år, Ikast

7. Yildiz Kibar, 47 år, Ikast

8. Joan Højlund, 61 år, Engesvang

9. Helle Regine Drogstrup, 43 år, Ejstrupholm

10. Henrik Christensen, 53 år, Brande

11. Inge Dinis Jensen, 57 år, Bording

12. Peter Bjerregaard, 59 år, Ikast

13. Eddie Sørensen, 51 år, Bording

Regionsrådsvalg

Birthe Sørensen, 68 år, Ikast