Tidligere ikastbo har ikke købt nyt tøj i to år: Vil inspirere andre til være bæredygtig

Fra sengetøj til bluser. Stine Højland vil i samarbejde med Blå Kors inspirere andre til at sy deres eget tøj af gammelt sengetøj. Bæredygtighed og skabertrang er nøgleordene

Udgivet:21. marts 2021, 06.32

Læsetid:5 minutter

Stine Højland er iværkstætter og syr alt sit eget tøj af brugt sengetøj. Nu har hun indgået et samarbejde med Blå Kors for at sætte fokus på bæredygtighed og mulighederne i at sy sit eget tøj. Foto: PR-foto

2 år siden

IKAST-SKANDERBORG To år. Så længe har Stine Højland syet sit eget tøj af brugt stof.

Det betyder også, at hun ikke har købt nyt tøj i to år, og nu vil hun gerne inspirere andre til at følge i samme bæredygtige spor.

Den 34-årige iværksætter har netop indgået et samarbejde med Blå Kors, hvor målet er at få flere mennesker til at tænke mere bæredygtigt, når det handler om påklædning og genbrug.

- Formålet med vores samarbejde er at sætte fokus på, hvad genbrugt tøj kan bruges til, og inspirere folk til at sy deres eget tøj. Det er nemlig ikke så svært, som man skulle tro, siger Stine Højland.

Til daglig driver Stine Højland virksomheden Atter, hvor hun producerer diverse stykker tøj af aflagt sengetøj. Hun syr også tøj på bestilling og sælger sine mønstre og design videre.

- Der er noget rigtig tilfredsstillende ved at sy sit eget tøj. Man bliver bare så stolt bagefter. Og den følelse vil jeg gerne være med til at give andre, siger Stine Højland.

Sykit og brugte symaskiner

Som en del af Stine Højlands samarbejde med Blå Kors skal hun udstille nogle af sine kreationer i fire udvalgte Blå Kors-butikker. Blandt andet butikken i Herning. Ud over egne design vil også brugte symaskiner og sykit blive vist frem.

- Ideen er, at folk kan komme ind og købe alt det, de skal bruge til at gå i gang med at sy deres eget tøj. Og man skal ikke bruge andet end brugt sengetøj, saks, nål, tråd og symaskine. Og man behøver ikke være god til at sy, inden man går i gang. Det var jeg heller ikke selv. Alle mine design er desuden unisex og kan bæres af alle aldre, fortæller Stine Højland.

Hos Blå Kors er man også glade for samarbejdet med Stine Højland, og håber, at det kan få flere kunder til at tænke mere bæredygtigt.

- Vi vil rigtig gerne være med til at inspirere vores kunder til at tænke på bæredygtighed og upcycling, og det så vi en god mulighed for sammen med Stine og Atter. Sengetøj er noget af det, vi oplever kan være lidt sværere at sælge i genbrugsbutikkerne, fordi folk måske har for vane, at sengetøj skal være nyt, så derfor synes vi, det er spændende og overraskende at vise, hvordan et gammel dynebetræk kan blive til et flot sæt med bluse og bukser, siger Kirsten Marie Kragh, som er område- og funktionsleder i Blå Kors Genbrug, i en pressemeddelelse.

Tænker på miljøet

For to år siden besluttede Stine Højland, at hun aktivt ville gøre noget godt for miljøet, og hendes valg blev at skære ned på køb af nyt tøj.

- Jeg tænkte, at jeg ikke hele tiden behøvede at købe nyt tøj, så jeg besluttede mig faktisk for helt at lade være. Men jeg kunne jo ikke undvære tøj resten af mit liv, så jeg besluttede i stedet at sy mit eget af brugt sengetøj, siger hun.

Ifølge Stine Højland er især sengetøj rigtig godt at bruge til tøj.

- Sengetøj findes i så mange forskellige farver, materialer og mønstre, og derfor er det så godt at bruge til tøj. Man kan lave så meget unikt, og der er rigeligt af det, siger Stine Højland.

Derfor mener hun også, at sengetøj er godt at sy af for nybegyndere.

- Sengetøj er ofte meget stort, og derfor skal man heller ikke være så bange for at sy forkert. Og når det samtidig er købt brugt og billigt, så kan man give den mere gas, siger Stine Højland.

Vil gerne lære fra sig

I sin tid er Stine Højland uddannet folkeskolelærer, og hun har stadig et ønske om at lære fra sig.

- Jeg underviser også elever på højskoler og efterskoler i at sy, og derudover holder jeg også andre sy-kurser. Jeg nyder bare at hjælpe folk med at skabe deres eget tøj og dele min glæde ved at sy. Der er virkelig en stor tilfredshed i at sy sit eget stykke tøj. Jeg er altid selv vildt stolt bagefter, siger hun.

Når man som kunde køber et sykit i Blå Kors, medfølger der også en kyndig vejledning fra Stine Højland.

- Jeg ved godt, at man som nybegynder har brug for hjælp, og derfor får kunderne også et link til en video, jeg har lavet, hvor jeg vejleder folk i processen. Min erfaring er, at folk lærer bedre, når de ser vejledningen på video, end når de læser den på skrift, siger Stine Højland.

Genbrug er blevet moderne

Ifølge Stine Højland er der blevet større og større tendens til at gå i genbrug for at købe tøj, og det glæder hende.

- Det seneste par år er det blevet mere og mere in at gå i genbrug, og jeg synes, det er rigtig fedt, at folk tænker bæredygtigt, når de shopper, siger Stine Højland.

Alligevel kan hun dog godt forstå, hvis nogle synes, det er mærkeligt at skulle gå i tøj, som er syet af andre menneskers aflagte sengetøj.

- Det er klart, at jeg møder folk som tænker, at det er da ulækkert at gå rundt i gammelt sengetøj. Men der er heldigvis også rigtig mange, som godt kan se værdien i at genbruge og sy sit eget unikke tøj, og det er rigtig dejligt, siger hun.

Stine Højland bor til daglig i Skanderborg med sin mand og deres tre børn.