Ti byrådsstole skal have nye ejere
Fem af de siddende byrådsmedlemmer har valgt at stoppe, mens fem andre blev stemt ud af vælgerne
Udgivet:20. november 2021, 14.43
Læsetid:1 minut
Fem af de siddende byrådsmedlemmer har valgt at stoppe, mens fem andre blev stemt ud af vælgerne
Udgivet:20. november 2021, 14.43
Læsetid:1 minut
Kirsten Hoffmann (S) var en af de kandidater, der ikke opnåede genvalg til det byråd, der træder sammen efter årsskiftet. Foto: Laila Kempel
KOMMUNALVALG Den kommunale stoleleg er ovre, og der går nu fire år, inden musikken sættes i gang til en ny runde.
Nattens fordeling af de 23 stole betød, at 13 »overlevede« valget og fortsætter i byrådet i Ikast-Brande Kommune.
Halvdelen havde inden valget besluttet sig for ikke at genopstille.
Det var de to Venstre-folk Brian Sigtenbjerggaard og Carl Jensen.
Samtidig traf den socialdemokratiske gruppeformand Frank Heidemann beslutning om at sige farvel til byrådet, og partifællen Anne Bach Ravn tog samme beslutning. Henrik Kraglund fra Fælleslisten ønskede heller ikke at fortsætte byrådsarbejdet.
Der var så yderligere fem byrådsmedlemmer, der ikke opnåede tilstrækkeligt med stemmer til at blive siddende i byrådet.
Hos Venstre blev det et farvel til Gert Bækgaard, mens Kirsten Hoffmann fra Socialdemokratiet heller ikke opnåede genvalg.
Trods den pæne konservative fremgang var det slut med byrådet for denne gang for Heinrich Rune, men den største udskiftning ramte Dansk Folkeparti, hvor to af tre nuværende byrådsmedlemmer ikke opnåede genvalg. Det var Bo Sand Kristensen og Trine Meldgaard Kristensen.