
Mobning og stress: Fagforeninger får påbud på stribe
Arbejdstilsynet har siden 2016 givet flere påbud til fagforeninger på grund af dårligt arbejdsmiljø.
Udgivet:03. juni 2019, 05.30
Læsetid:2 minutter
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix. Danmarks største fagforening, 3F, fik i 2018 to påbud af Arbejdstilsynet på grund af dårligt arbejdsmiljø. Personerne på billedet har intet med påbuddene at gøre. (Arkivfoto)
4 år siden
Selv om fagforeninger kommer efter arbejdsgivere, hvis de ikke behandler deres ansatte ordentligt, så døjer flere fagforbund selv med dårligt arbejdsmiljø.
Det viser en aktindsigt hos Arbejdstilsynet i antallet af påbud givet til fagforeninger fra 2016 til 2018.
I alt har tilsynet givet seks påbud på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø fra 2016 til 2018 til fagforbundene 3F, Dansk Sygeplejeråd, HK, Prosa og hovedorganisationen FTF, som nu er lagt sammen med LO.
Fire af de seks påbud handler primært om, at ansatte bliver mobbet af kolleger eller ledere. De sidste to handler om højt arbejdspres og stress.
Tilsynet beretter blandt andet om "grove, nedværdigende og nedladende udsagn" rettet mod medarbejdere, at ansatte går grædende fra møder, og at de bagtales og skældes højlydt ud foran andre.
Medarbejdere fortæller selv, at de kæmper med søvnbesvær og tristhed som følge af deres job.
De seks påbud er givet, uden at Arbejdstilsynet har haft en særlig indsats over for fagforeninger, oplyser tilsynet.
Set i det lys er det et højt antal påbud. Det mener Peter Hasle, professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet.
- Det er en relativt lille branche på landsplan, ligesom jeg vil sammenligne fagforeninger med andre kontorarbejdspladser.
- Så i lyset af, hvor mange påbud der normalt gives til kontorarbejdspladser, og når de ikke beror på en særlig indsats over for fagforeninger, så synes jeg, det er mange påbud, siger han.
Arbejdstilsynet oplyser, at det aldrig kommenterer, hvorfor det er mødt op på en arbejdsplads af hensyn til en eventuel klager.
3F fik i 2018 to påbud - et på grund af mobning og et på grund af højt arbejdspres.
Mobningen foregik ifølge tilsynet i 3F's formandssekretariat, der bistår den valgte ledelse.
Medarbejdere fortalte her om målrettet mobning af kollegaen "X". En af de mange nævnte episoder omhandler et udkast udarbejdet af X.
Ifølge medarbejdere blev udkastet med "store armbevægelser og hævet stemme" betegnet af en person i formandssekretariatet som "det værste lort", vedkommende længe havde læst. Og denne spurgte X om, hvor "længe X havde brugt på det lort".
Ifølge de ansatte stod mobningen på i over et år.
Det er en gængs opfattelse, at kontorarbejdspladser sjældent har problemer med arbejdsmiljøet, men det er langtfra sandt, fortæller Peter Hasle.
- Fagforeninger har som andre politiske organisationer ofte valgte ledere. De får nogle gange beslutningskompetence og noget ansvar, selv om de ikke nødvendigvis er gode til at være ledere.
- Det viser de her sager med al tydelighed.
3F har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail, at Arbejdstilsynet for nylig har vurderet, at arbejdsmiljøet er i orden.
/ritzau/