112

Offer for knivoverfald i Brande: - Jeg skulle bare ud til postkassen

1. marts 2021, 09.12

Foto: Martin Ballund

BRANDE Politiet er mandag stadig på jagt efter den person, som fredag klokken 16.35 med en kniv stak en 36-årig mand på Vejlevej i Brande.

Episoden fandt sted, da forurettede blev opsøgt på sin bopæl. I følge offeret skulle han bare ud til sin postkasse, og ved døren stod en hætteklædt person klar med en kniv.

Vedkommende stak ud efter halsen på den 36-årige uden at ramme. Til gengæld ramte knivstikkeren offerets højre arm med et overfladesnit.

Senere undersøgelser på hospitalet viste, at knivstikket ikke var så dybt, at den 36-årige på noget tidspunkt var i livsfare.

Gerningsmanden løb fra stedet, og i løbet af eftermiddagen og aftenen ledte en håndfuld patruljevogne og mindst en hundepatrulje efter knivstikkeren i området omkring Vejlevej uden held.

Politiets signalement af knivstikkeren er:

175-180 centimeter høj, almindelig af bygning, iført mørkt tøj og en elefanthue kun med huller til øjnene.

Hvis man har oplysninger i sagen, bedes man henvende sig til Midt- og Vestjyllands Politi på telefonnummeret 114.