Læreren regnede det tidligt ud

Sven Odgaard besluttede tidligt, hvad han skulle være: Bording blev hans skæbne

26. juli 2020, 05.00

Sven Odgaard, 75 år juli 2020

FØDSELSDAG Han kan regne den ud og det så godt, at han i 36 år underviste i matematik og naturfag på Bording Skole.

På tirsdag den 28. juli fylder den nu pensionerede skolelærer Sven Odgaard, 75 år.

Sven Odgaard er oprindelig fra Thyholm og vidste allerede i femte klasse, at han skulle være lærer, så efter præliminæreksamen startede han bare 18 år gammel på uddannelsen i Nørre Nissum.

Efter bestået eksamen og en aftjent værnepligt lagde han billet ind på et job i Bording, og ja det blev faktisk hans skæbne. For det første rigtige job som skolelærer blev også både det eneste og sidste, inden han som 60-årig trak stikket og gik på efterløn.

Siden har han dog med jævne mellemrum kigget ind på skolen, når der var brug for lidt ekspertise og en god vikardækning,og der findes ikke mange børn i Bording, der i hans undervisningstid var i tvivl om, hvem Sven Odgaard var.

Han har altid været på børnenes side og hans allerførste klasse har gennem årene mødtes med deres gamle lærer hvert femte år.

I 2019 mødtes de også i skolegården og blev enige om, at nu nærmede de sig 60, så nu var det passende, at det blev hvert tredie årl.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var lærer jeg skulle være, men at det blev Bording, det var tilfældigt, siger fødselaren, der hurtigt blev engageret og involveret i det nye lokalområde.

- Jeg blev jo ansat dengang man kunne få anvist en tjenestebolig, og vi var mange nye lærer der hurtigt fandt sammen i et fællesskab, som vi stadig har. Nu hedder vi bare »dagdriverne«, siger Sven Odgaard og henviser til den lille klub/forening af tidligere lærere, der jævneligt mødes til fælles udflugter og virksomhedsbesøg.

- I Bording kender alle hinanden, så der gik ikke mange dage, efter at vi var flyttet hertil, førend jeg som FDF’ere fik en opfordring til også at engagere mig lokalt, siger Sven Odgaard.

Han var i mange år politisk aktiv i Socialdemokratiet og selvfølgelig en af de mange frivillige, der var engageret i Bordings sportsliv, hvor de tre børn også fik deres gang.

I dag er han fortsat aktiv på mange fronter. Allerede da han blev efterlønner tog han på den første lange cykeltur, helt primitivt med telt og trangia. Han og hustruen gennem 51 år: Inger, cyklede til Paris og gentog succesen ti år efter og joker med at gentage det om fem år for at se om kadencen fortsat holder.

- Der var i alt fald ikke den store forskel på den tid, vi brugte på det de første to gange, siger Sven Odgaard med smil på læben

Planen var, at året ssommerferie cykeltur skulle være gået til Mosel. I stedet blev det en tur langs den jyske vestkyst.

Sven Odgaard spiller også i Engesvang Seniororkester, synger i ekkokoret og er en aktiv del af »Mandegruppen« på Ruskjærholm

Han sidder i Lokarådets natur- og fritidsudvalg og blandt den hårde kerne, der hele foråret og sommeren klipper græsset på de mange stier, rundt omkring Bording, og så han øvrigt idemand til den populære Planetsti, som i 2013 begyndte at tage form med en stor solskulptur midt i byen i forbindelse med Varmeværkets 100 års fødselsdag.

Også det nye Væksthus er han engageret i, og låser op og i når han har »nøglevagten«.

Sven Odgaard er også et familiemenneske, der nyder at være sammen med sine tre børn, Morten Anne-Mette og Susanne, der har beriget familien med svigerbørn og ni børnebørn, der bor i henholdsvis Bording, Silkeborg og København, og de har selvfølgelig meldt deres ankomst til fødselsdagsfejring i weekenden.