Galleri: Ikast-Brande suveræn vinder - »det ville være surt med en 10. plads«

Det siger borgmester Ib Lauritsen i kommentar

Udgivet:04. september 2018, 11.22

Læsetid:1 minut

1 af 20 Fra venstre formand for DI MidtVest, Claus Arberg, borgmester Ib Lauritsen og DI-direktør Kent Damsgård. Foto: Tom Laursen
Steen Hebsgaard
| hebs@ikastavis.dk

Det bedste sted at drive virksomhed i Danmark er Ikast-Brande kommune efterfulgt af Herning og Hedensted. Det viser Dansk Industris undersøgelse af de danske kommuners erhvervsklima, som knap 7.700 virksomheder har deltaget i.

Hvis der var nogle, der troede, at valget af en ny borgmester kunne rokke ved Ikast-Brandes position som Danmarks bedste erhvervskommune, tog de fejl.

Dansk Industris (DI) årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsklima viser nemlig, at Ikast-Brande igen-igen har taget titlen, som den kommune, hvor de lokale virksomheder er allermest tilfredse med erhvervsklimaet.

Sejren bliver - ikke overraskende - taget rigtig godt imod på borgmesterkontoret i Ikast-Brande.

- Jeg er jo ny borgmester, og derfor ville det være rigtig surt, hvis vi var røget ned på en 10ende plads. Det ville have gjort ondt. Desuden er jeg selv fra erhvervslivet, hvorfor jeg går rigtig meget op i, at vi har et godt erhvervsklima i kommunen, siger borgmester Ib Boye Lauritsen (V).