Forældre vil ha' vuggestuer

Ændring af holdning i Venstre og byrådet

7. december 2015, 04.36

vuggestue Såvel Venstre som byrådsflertallet har ændret opfattelse i spørgsmålet om vuggestue eller ej.

- Jeg har eksempler på, at forældre simpelthen har fravalgt Ikast-Brande som bosted, fordi vi ikke havde tilbud om vuggestuer i alle byer, siger formanden for Børne- og Undervisningsudvalget Annette Mosegaard (V).

Her har man behandlet oplæg til etablering af vuggestue i Ejstrupholm Børnehave.

- Vi starter der, fordi institutioner er indrettet, så vuggestuen hurtigt kan etableres, oplyser Annette Mosegaard.

I den kommende vuggestue i Ejstrupholm vil der blive plads til 15 børn, og senere udbygges der også med tilbud om vuggestue i Bording og Engesvang.

Ønsket om en vuggestueplads begrundes af flere forældre med, at deres børn kan blive afleveret samme sted hver dag, fremfor at skulle veksle mellem dagplejere i forbindelse med ferie og sygdom.

- Det her er på ingen måde et udtryk for kritik af den eksisterende dagpleje. Vi skal bare kunne tilbyde forskellige former for pasning. Den kommunale dagpleje får i øvrigt et kompetenceløft. I øjeblikket gennemføres en række kurser for at hæve det faglige niveau, oplyser udvalgsformanden.