Byen står bag hemmelig hyldest til en ildsjæl: - Han kommer til at græde

Den helstegte pattegris fik hurtig ben at gå på

Udgivet:20. august 2022, 15.00

Læsetid:1 minut

Julemand, grillmand og altmuligmand. Hattehylden er fyldt op, når man - som Per Henriksen - er formand for en beboerforening. Foto: Malene Tswai

Michael Holmgaard Christiansen
Journalist

10 måneder siden

TULSTRUP Der var Familiedag i Tulstrup i lørdags. Den årlige byfest, som Tulstrup Beboerforening står for.

Byen har fejret byfester i årtier. I de glade 1980’ere hed det »Tullerfest«, varede tre dage og var med tivoli og Tommy Seebach og hele molevitten.

Siden 2004 har det været et billigere alternativ. Men det tulstrupske sammenhold eksisterer endnu.

Det kunne fornemmes ved kagebordet i teltet, hvor syv-otte forskellige slags kager var blevet bagt af lige så mange borgere.

Der var 90 tilmeldt til spisning af den helstegte pattegris, der hurtigt fik ben at gå på, så der måtte meldes udsolgt.

Det går nemlig godt i Tulstrup Beboerforening, hvor tæt på 100 af byens cirka 300 husstande er med i foreningen.

- Det er sammenholdet. Trygheden. Når teenagebørnene er ude om aftenen, ved man, hvem de er hos.

Det hele kulminerer ved årets Familiedag, men én person i Tulstrup har altså mere ære af det end andre.

- Hvis ikke vi havde Per Henriksen tror jeg, alt det her døde, siger Nicole Verwold.

Byfesten i Tulstrup markedsføres som Familiedag. Det virker. Lørdag havde 90 meldt sig til spisning. Foto: Malene Tswai
Nicole Verwold passer biksen - både i Tulstrup Beboerforening og til Familiedag. Foto: Malene Tswai
Familiedagen i Tulstrup bød på mange aktiviteter for børnene. Foto: Malene Tswai
Sangen til Per Henriksen

Herning Folkeblad bringer her eksklusivt et uddrag fra Tulstrup Beboerforenings hyldestsang til Per Henriksen.

(Melodi: »Quangs sang«, Anders Matthesen)

Per han kan ordne alt,

det har vi alle set.

Han sørger for, at pladsen altid står så super fint.

Han bruger sine timer på, at alting står sublimt.

Ja, Per, hvad skulle vi gøre, hvis du ikke gjorde det?

Så hvordan skal vi nu takke dig

for alt, du gør for os?

Du er byens superhero,

Og vi kan ikke tak’ dig nok.

Du gør alt, hvad vi har brug for,

du er en mand med flammens gejst.

Vi vil alle mand fra »Tuller« levere et kæmpe tak for dig.