Påskegudstjenester: Alternative løsninger med påskeliljer og virtuel nadver

Kirkerne skaber forskellige og nye veje til andagter for meningheden i påsken

9. april 2020, 18.56

Sognepræst Cecilie Smith-Petersen, Engesvang Kirke. Foto: Privat

PÅSKE Kirkeminister Joy Mogensens (S) beslutning om at aflyse alle påskegudstjenester har inspireret til innovation i egnens kirkesogne.

- For os handler det om at finde frem til, hvad folk mangler, når gudstjensterne er aflyste, og forsøge at imødekomme det, siger sognepræst Cecilie Smith-Petersen, Engesvang Kirke.

Derfor har hun i samråd med meninghedsrådet valgt at lægge påskeandagter på hjemmesiden, som meningheden kan lytte til - sammen med still-fotos og samlesang fra tidligere gudstjenester i kirken.

- Mange savner at se resten af menigheden, og heldigvis har vi en medarbejder, der er god til og har taget mange billeder under tidligere gudstjenester, siger Cecilie Smith-Petersen.

Tag en påskelilje

Desuden har Engesvang Kirke besluttet at stille påskeliljer ved kirken påskemorgen:

- Så kan folk lægge deres gåtur forbi kirken, tage påskeliljer og sætte ved et gravsted eller måske ved naboens dørtrin, siger Cecilie Smith-Petersen.

I Ikast Kirke. Her vil sognepræst Birthe Møberg blandt andet stå for en virtuel nadver. Det betyder, at folk derhjemme selv sørger for brød, druesaft eller vin, og så indstifter Birthe Møberg nadverritualet.

Hjælp netværket

Alle online kirkelige handlinger vil være tilgængelige på de respektive kirkes hjemmesider i området fra dagene op til Skærtorsdag og hen over påsken.

- Vi håber, at de, der ikke er fortrolige med hjemmesider, kan blive guidet af deres netværk, og at mange på den måde vil være med til at fejre påsken i fællesskab, hver for sig. Vi er kede af, at de fysiske påskegudstjenesterne er aflyste, men der er naturligvis god ræson i at følge resten af samfundet for at undgå at skabe forvirring, siger sognepræst i Ikast Kirke Jens Peter Garne.