To familieklubber åbner i Ikast til foråret

Hele Danmarks Familieklub åbner i Ikast og skal være et samlingssted for alle familier

14. januar 2020, 14.08

Til informationsmødet 21. januar håber Hele Danmarks Familieklub, Frivilligcentret og Fælles Fremtid på Tværs at samle en masse interesserede frivillige. Foto: Pr-Foto

IKAST Hele Danmarks Familieklub kommer nu til Ikast. Med et ønske om at sætte familien først med tid til leg og fællesskab åbner to familieklubber i Ikast i løbet af foråret.

Den ene klub åbner i børnehaven Børneby Øster, mens den anden åbner i Vestbyens Børnehus.

Det fortæller projektkoordinator i Hele Danmarks Familieklub, Sine Hulegaard Mikkelsen, til Herning Folkeblad.

- Familier med børn i institutionerne inviteres til at være med i familieklubberne. Hele Danmarks Familieklub er et samlingssted for alle slags familier. Her mødes alt fra enlige fædre til sammenbragte familier og tilflyttere i måltidsfællesskaber faciliteret af frivillige, lyder det fra Sine Hulegaard Mikkelsen.

Gratis at være med

Hele Danmarks Familieklub er et femårigt såkaldt civilsamfundsprojekt støttet af den A.P. Møllerske Støttefond.

Projektet er et partnerskabsprojekt mellem KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM-spejderne. I familieklubberne lægges vægt på, at uanset hvad man kommer med, og hvor man kommer fra, vil hver enkelt familie gøre en forskel i og for fællesskabet. Ideen bag er simpel, lyder det fra projektkoordinatoren:

- Ingen børnefamilier skal stå alene, hvis de gerne vil være en del af et fællesskab. Alle har noget at give, og alle kan få gavn af nye relationer og fællesskaber med nærvær i højsædet, lyder det.

Det er gratis at være med i en familieklub - det gælder også de måltider, som bliver serveret. Familieklubberne holdes sammen af frivillige kræfter. Frivillige, som sammen med andre frivillige driver klubbens mødegange, som ligger hver anden uge på en hverdag. Hver familieklub består af op til ni familier og et team af frivillige, som mødes cirka to gange om måneden omkring aftensmåltidet.

- Vi søger frivillige i alle aldre og typer. Lige fra den studerende til cykelsmeden og pensionisten, siger Sine Hulegaard Mikkelsen.

Det er desuden muligt for en familie at deltage i familieklubben, hvor den ene forælder deltager som frivillig, mens den anden deltager sammen med børnene. Hvis man ønsker at tilmelde sig som frivillig, vil der være mulighed for at deltage i et forberedende kursusophold lørdag 22. februar eller lørdag 14. marts i Middelfart, hvor man bliver klædt på til at være frivillig i familieklubben.

Sine Hulegaard Mikkelsen fortæller, at Hele Danmarks Familieklub glæder sig over at komme til Ikast, og erfaringerne fra andre byer er gode.

- Vi har børn, der har fået deres første legekammerat. Parforhold, som er blevet stærkere, og familier, der har fået ny inspiration til ting, de kan lave sammen og ikke mindst et større netværk af andre familier, siger Sine Hulegaard Mikkelsen.

Når de to nye familieklubber åbner i Ikast, sker det i et samarbejde mellem Frivilligcenter Ikast-Brande og den boligsociale indsats, Fælles Fremtid på Tværs.

Hele Danmarks Familieklub har gode erfaringer med klubberne, hvor flere og flere har lyst til at lære nye familier at kende. Foto: Pr-Foto