Findes det - findes det her

Heines Herligheder holder åbent på forskellige lørdage eller hvornår det nu ellers passer - næste gang er nu på lørdag

Udgivet:04. marts 2023, 12.00

Læsetid:3 minutter

Heine Fisker mellem nogle alle sine herligheder. Umiddelbart ser der måske lidt uoverskueligt ud, men der er system i tingene. Foto: Linna Grøn

Flemming Thulstrup
Journalist

7 måneder siden

ENGESVANG Et par godt brugte boksehandsker hænger lige indenfor porten.

Umiddelbart ser de ganske ufarlige ud, men alligevel bliver jeg slået mere eller mindre groggy.

Rundt om vrimler det med ting og sager, der ligger i en gråzone mellem retro, antik og gammelt bras.

Det ser ikke ud af det store udefra, men lokalet er dybt og rummer en lavine af oplevelser for øjet. Hele tiden dukker der nye herligheder frem, som Heine foretrækker at kalde sine varer.

Heines Herligheder holder til midt på Strøget i Engesvang, nærmere betegnet på adressen Gl. Kongevej. Det har tidligere været lagerlokale for håndværkere.

Når man kaster et blik indenfor, er det umiddelbare indtryk kaos. Det viser sig dog, at der er lidt system i tingene ved andet blik.

Bagest i lokalet er der fra gulv til loft stablet med metalskuffer og sorteringskasser i metal, og her støder gæsten også på masser af taburetter og mindre stole. Malingen er skallet delvist af på de fleste, men der gør bare indtrykket endnu mere charmerende.

Oplevelser alle steder

I et andet hjørne er der fyldt op med flette kurve i alle størrelser og udformninger, og det samme er tilfældet med zinkbaljer - der er endda et helt badekar i zink.

En tredje afdeling er domineret af glas. Her er alle størrelser og nuancer lige fra gigantiske vinbeholdere til mindre glasbeholdere.

Men der er mange, mange flere herligheder.

De putter sig rundt omkring, og der skal afsættes godt med tid, hvis man skal have det hele med.

Hist står en gammel gyngehest, og pist dukker en figur af komikeren Gøg op.

Der er gamle vægure, og et par udstoppede dyr dukker også frem sammen med en hane og nogle fisk i metal.

Til stadighed dukker der nye ting op, som man absolut må ungersøge lidt nærmere.

De forskellige varer er prissat.

- Men det kan altså godt lade sig gøre at prutte lidt, hvisker indehaveren af alle herlighederne, Heine Fisker.

I udlandet

Det hele begyndte for en halv snes år siden.

- Jeg havde mit eget havecenter ved Randers. Jeg gik desværre ned med det, og i en periode begyndte jeg at tage på markeder med en kammerat, fortæller 47-årige Heine Fisker.

De to venner nøjedes ikke med de danske kræmmer- og loppemarkeder, men tog også af sted til blandt andet Tyskland, Holland og Frankrig.

Turene til markedet i det gamle Østtyskland ligger fortsat fast, men desuden er Heine Fisker også at finde ved masser af bagagerums- og kræmmermarkeder i det jyske. Han har også fast stand i forbindelse med det store Stumpemarked i Herning.

- Jeg går som regel ikke efter noget bestemt, men hvis jeg ser noget spændende, så køber jeg det. Der er mange, der ryster lidt på hovedet over de køb, jeg gør, men jeg synes nu selv, at jeg har en rimelig fornemmelse af, hvad trenden er, smiler Heine Fisker.

Ingen fast åbningstid

Der er ingen fast åbningstid hos Heines Herligheder. Kunderne må pænt holde øje med Facebook.

- Det kan da også lade sig gøre at kontakte mig, og hvis det ellers passer, kan jeg åbne efter aftale, siger Heine Fisker.

Heines Herligheder er en tidskrævende fritidsinteresse.

I det daglige ernærer han sig ved enkeltmandsfirmaet Heines Anlæg, der gør alt i opgaver indenfor anlægsgartneri.

- Jeg kunne dog godt tænke mig, at der blev mere tid til køb og salg i Heines Herligheder, siger anlægsgartneren, der for et par år tilbage selv bosatte sig i Engesvang.

Næste åbningsdag i Heines Herligheder er lørdag 4. marts.

Disse metalfisk er til at hænge op. De kan forsynes med levende lys, så de lyser op, mens de samtidig »svømmer« rundt. Foto: Linna Grøn
De kendte nøddeknækkere, der især er blevet populære ved juletid
Et lille glimt fra afdelingen med glas. Som det fremgår er der lidt af hvert - blandt andet et hoved og i baggrunden eftertragtede og pyntelige sifonflasker. Foto: Linna Grøn
En fransk hane i metal i små trætønder og store glasballoner.
Mellem de mange herligheder dukker dette mannequinansigt op sammen med trækegler og godt brugte stiger. Foto: Linna Grøn