Liv og sving i Strøgcentret

Der er for alvor liv i bymidten igen. Fredag havde butikkerne i Strøgcentret inviteret til Open by Night, mens Kulturelt Samråd invterede til foreningsmarked lørdag

7. september 2021, 12.29

Fem-årige Thea Mosegaard Mortensen i gang med at lede efter dyr og insekter i den store svampekurv hos Naturfredningsforeningen. Foto: Tom Laursen

MARKED Der var sving i skørterne og liv i Strøgcentret hen over weekenden.

Fredag aften havde Strøgcentrets butikker inviteret til Open By Night med hyggelig musik fra Bird Reynolds Chillout Saxophone alias saxofonisten og komponisten Jakob Elvstrøm. Men der var desuden både markedsboder, danseopvisninger og et par gode tilbud.

Folk, der slentrede stille ned af strøggaden, mødte måske en tidligere kollega fik en snak med badmintonmakkeren, som man ikke havde set længe på grund af, at sæsonen endnu ikke er startet op, og ikke mindst med baggrund i de mange måneder med coronanedlukning.

Det normale liv er så småt ved at vende tilbage, og folk værdsætter det tydeligvis, selv på en varm septemberaften.

Og allerede lørdag formiddag var der igen leben under glastaget.

Solen strålede fra en skyfri septemberhimmel og alt var lagt til rette for en perfekt dag i Strøgcentret. Men om det var vejret eller Sydbyens Hyldgårdsmarkedet, der trak i publikum, skal være usagt. I hvert fald var der ikke helt så mange mennesker i bymidten, som der ellers plejer at være til det årlige Foreningsmarked

Partiforeningerne var trukket i deres stiveste puds og diskede op med masser af politiske budskaber, men konkurrerede tydeligvis også om, hvem der havde det bedste tilbud til den søde tand. Bolsjer, kager, kaffe. Der manglede ikke noget.

Medlemmerne af Hedens Squaredance benyttede igen muligheden for at få sus i strutskørterne og satte et festlig kolorit i Strøgcentret, hvor de mange deltagende foreninger også havde dækket op.

Lotte Lassesen fra foreningen Snorlige ægrer sig en smule over konkurrencen med sydbyen.

- Vi kan godt mærke, at det er godt vejr og markedsdag i sydbyen. siger hun.

Anderledes travlt har de haft hos Danmarks Naturfredningsforening længere mod syd i Strøgcentret.

Her har der været rigtige mange mennesker forbi.

- Vi har ikke flere forstørrelsesglas tilbage. Vi har udleveret dem alle sammen, forklarer Gunhild Kempel, der også har gjort sit til at få folk til at tælle grankogler i glas og deltage i foreningens konkurrence.

En stor kurv fuld af svampe tiltrækker også opmærksomhed til foreningens svampetur, men også tilbuddet om gratis blomsterfrø har givet pote. I små teposer er der flere muligheder for at drysse lidt vilde frø i haven.

Med fulgte også gode råd om at rive lidt op i jorden, som således er forberedt på, at der skal ske noget.

- Knap tyve foreninger havde benyttet sig af tilbuddet til at præsentere sig selv i Strøgcentret. Kulturelt Samråds formand Carsten Dalgaard havde desuden lavet sit eget »Kulturelle Pulterkammer« hvor han havde både foldere og information fra en lang række andre foreninger.

Der var sus i strutskørterne da Hedens Squaredancerede bød op til dans. Foto: Tom Laursen
Squaredancere har en såkaldt »Call’er«, som ikke nøjes med at instruere, hvad der skal danses. Han både synger og fortæller, hvad næste trin er. Foto: Tom Laursen
Anne Marie Pedersen, Gunhild Kempel og Henny Hansen var klar med både konkurrence, svampeture og blomsterfrø hos Danmarks Naturfredningsforening. Foto: Tom Laursen
Bird Reynolds Chillout Saxophone alias saxofonist og komponist Jakob Elvstrøm skabe hygge og afslappet stemning til fredagens open By Night i Strøgcentret. Foto: Laila Kempel
Hygge og afslappet stemning i Strøgcentret fredag aften. Foto: Laila Kempel
Betty Østergaard og Jette Laursen med kreative hænder ved Snorliges bod. Foto: Tom Laursen