Krondiamantbryllup: Fejring i forsamlingshuset ramt af forsamlingsforbud

Torsdag markerer Ella og Martinus Lauritsen krondiamantbryllup - med blot de allernærmeste på grund af corona-restriktionerne. Heriblandt borgmesteren i Ikast-Brande, der er nummer tre i deres børneflok på seks

18. november 2020, 10.30

Ella og Martinus Lauritsen fra Bording har torsdag været gift i 65 år - og markerer krondiamantbryllup. Foto: Jette Aaes

BORDING - Ja, du holder i indkørslen hos vores søn. Du skal bare cykle lidt længere ned ad gaden, så kommer du til vores hus.

Hvad hjertet er fuldt af, det retter Ella Lauritsen selv - midt under instruktionerne til, hvordan den vildfarne journalist finder hen til det rigtige hus på parcelhusvejen i Bording:

- Nej, du cykler jo ikke. Du kører i bil, for jeg kan se dig herfra døren, siger hun og tager imod med et stort smil.

Den indledning rummer flere fortællinger om Ella og Martinus Lauritsen, der i morgen, torsdag 19. november, kan fejre krondiamantbryllup.

For det første, at selv om hun er 84 år, og Martinus Lauritsen er 90 år - en olding, som han betegner sig selv med et glimt i øjet, er cyklen stadig deres foretrukne transportmiddel.

- Vi har bil, men den bruger vi kun til at komme rundt på familiebesøg. Ellers cykler vi rundt, siger Ella Lauritsen.

For det andet, at familien er både en vigtig og en særdeles nærværende del af krondiamantparrets liv. Ægteparret har fået seks børn - og heraf bor en på samme stikvej, en anden overtog ægteparrets landbrug i Brunbjerg lige udenfor Bording. Så har de en datter i Tarm, en søn i Videbæk, og en søn tæt på Toronto i Canada.

Et bredt bælte af familie

Det har foreløbigt givet 20 børnebørn, 15 oldebørn og to nye oldebørn på vej - i dag fordelt forholdsvist jævnt over et geografisk bælte fra Tarm i vest til Aarhus i øst. Og så aflæggeren i Canada.

I 2002 havde de den store sorg at miste datteren Elaina, der døde af kræft.

- Det er en sorg, man bærer med sig hele livet. Den findes stadig i os. Men heldigvis har vi Elainas børn - og de har os, siger Ella Lauritsen med stor kærlighed i stemmen.

Parret inviterer indenfor til kaffe »sår’n hen ad formiddagen«, som det hedder her på egnen. Til en snak om at være gift i 65 år.

Er det den klassiske fortælling om, at I aldrig har skændtes?

- Narjjjj, det kan man ikke sige, slår Martinus Lauritsen fast:

- Så ville vi da også være svage mennesker. Vi har hver vores mening, og den har vi begge altid givet udtryk for, siger han.

- Selv med hver vores mening, har vi nok bare altid suppleret hinanden godt, vurderer hans kone.

Parret mødtes til ungdomsgilde i Kærshoved. Her fik Martinus fra Kærshoved et godt øje til Ella fra Tyvkær.

- Du sagde nej første gang - men så fortrød du, smiler Martinus til sin kommende krondiamantbrud.

Parret blev gift i 1955, og så kunne de flytte sammen. De købte ejendommen på Brunbjergvej, som Martinus Lauritsen havde sparet op til, så de kunne låne resten i sparekassen.

Stolt af alle

Gården blev parrets fælles arbejde. Fra begyndelsen med både køer, grise, høns og heste - indtil hestene blev afløst af en traktor.

Alt imens børneflokken begyndte at vokse; Elaina i 1956, Vagn i 1958, Karin i 1960, Ib i 1964, Richard i 1966 og i 1971

Frank. Den løbende udvidelse betød, at Martinus Lauritsen ved siden af arbejdet på gården også brugte tid på at bygge til på ejendommen. For at tilpasse ejendommen til besætningerne og til familien.

I 1990 overtog sønnen Ib Lauritsen gården, og hans forældre flyttede parcelhuset i Bording.

- Det var en stor glæde, at en af vores børn havde lyst til at overtage gården. Det betød også, at vi blev ved med at komme der, når der var brug for hjælp, siger Martinus Lauritsen.

Ib Lauritsen var mere politisk engageret end sine forældre.

- Vi har altid vidst, hvor vi står politisk, men det har ikke været noget, vi har haft behov for at dele, siger Martinus Lauritsen.

Sønnen derimod er højlydt Venstre-mand, og blev valgt ind i byrådet, som året efter blev til Ikast-Brande Kommune. Ved kommunalvalget i 2017 blev han valgt som borgmester.

- Jamen, selvfølgelig blev vi da både glade og stolte over det. Men det er også en stor glæde, at Ibs søn har valgt at overtage gården efter sin far og blive tredje generation, siger Martinus Lauritsen.

- Borgmester eller ej, så er vi stolte og glade over alle vores børn - og børnebørn, og oldebørn. For os er det vigtigste, at alle har det godt og er glade, siger Ella Lauritsen.

Cykling, dans, sang med mere

Omsorg blev også en del af hendes nye liv i Bording. Ella Lauritsen, dengang 54 år, tog kurser, der gav hende job som sundhedsassistent på plejehjemmet Kærmindeparken i Bording, indtil hun få år efter kunne gå på efterløn.

I guldbryllupsgave i 2005 fik parret nye cykler. Udover at være det foretrukne transportmiddel, blev de også brugt 12 år i træk, når parret deltog i Tour de Ikast-Brande - en cykeltur som Herning Folkeblad stod bag.

De var i mange år også lokalaktive i kor, folkedanserforeningen, gymnastikforeningen og i en familiekortklub. Mens Ella Lauritsen har bidraget i lokale bestyrelser, Ældrerådet og i dag stadig sidder i Brugerrådet på Kærmindeparken, har Martinus Lauritsen blandt andet budt ind med at kridte baner op i Bording IF.

Med en landmands kærlighed til naturen tog han også jagttegn, da parret flyttede fra gården. At han fik stor glæde ud af det i mange år ses tydeligt, når han stolt viser opsatserne med gevirer frem, der hænger på væggen i udestuen.

Måske fejring til sommer

Krondiamantdagen havde det aktive ægtepar også tænkt skulle fejres med venner og familie. Forsamlingshuset i Bording var reserveret. Men det fik statsministerens forsamlingsforbud aflyst. I stedet bliver dagen markeret i Tarm hos deres datter. Sammen med kun deres børn og et af Elainas børn. En forsamlig der nøjagtig giver de tilladte ti personer.

- Det bliver hyggeligt. Og så håber vi, at Vagn og familien fra Canada måske til næste sommer får lov at rejse hjem. Så kan vi alle fejre det sammen til den tid, siger Ella Lauritsen.