Mascot får pris for kvalitet og innovation

Udgivet:25. oktober 2017, 10.19

Læsetid:1 minut

MASCOTs ledelse var taget til London for at modtage prisen. Fra venstre: Salgsdirektør for Norden Henrik Bach,Økonomidirektør Anders Ryberg,Administrerende direktør Michael Grosbøl, Forretningsudviklingsdirektør Niels Høigaard Hald, Eksportdirektør Kurt Madsen.

6 år siden

Hæder Fem mand fra direktionen i arbejdstøj-virksomheden Mascot var i mandags draget til London for at modtage prisen »2017 European Product Leadership Award«.

Prisen blev givet af markedsanalysebureauet Frost & Sullivan, der fastslår, at prisen er tildelt Mascot for virksomhedens evne til at producere og levere relevante højkvalitetsprodukter og løsninger til målgruppen. Man nævner den nyligt lancerede arbejdstøjsserie Mascot Advanced som eksempel.

Medarbejdere i byggeri, håndværk og industri stiller store krav til deres arbejdstøj. Ifølge rapporten er det netop her, Mascot gør en forskel ved at være opmærksom på de høje krav fra brugere af arbejdstøj. Det glæder naturligvis administrerende direktør hos virksomheden, Michael Grossbøl, der selv var til stede for at modtage prisen.

- Arbejdstøjsbranchen består efterhånden af mange producenter og leverandører, og der er stor konkurrence. Derfor er det en stor ære, at Frost & Sullivan fremhæver Mascot som værende globalt bedst til at levere kvalitetssikrede og fremtidssikrede produkter til målgruppen, udtaler direktøren i en pressemeddelelse.