Officielt: FCM sælger svensk profil i kæmpehandel

Salget af Jens-Lys Cajuste er endelig på plads. FC Midtjylland har solgt den svenske landsholdsspiller i et af de største salg i Superligaens historie

Udgivet:11. januar 2022, 08.43

Læsetid:4 minutter

Jens-Lys Cajuste fik sit gennembrud i FCM’s seneste mesterskabssæson, 2019/20, hvor han blev en markant skikkelse på træner Brian Priskes midtbane. Her fyrer Cajuste kanonen af i sæsonens sidste kamp, som var på hjemmebane mod AaB med guldfest efterfølgende. Foto: Tom Laursen

Jørn Just Kristensen
Sportsredaktør| jjk@herningfolkeblad.dk

FODBOLD Han skulle have været skudt af sted i en rekordhandel i sommer. Det skete ikke. Men nu lykkedes for det Jens-Lys Cajuste at få sit skifte til en af Europas største ligaer.

FC Midtjylland har netop offentliggjort, at klubben har solgt den svenske landsholdsspiller til Stade de Reims i den franske Ligue 1.

Salget indbringer angiveligt FCM op mod 75 millioner kroner i transfersum. Står det beløb til troende, er det således en af Superligaens 10 største handler gennem tiderne, og samtidig et udtryk for den imponerende udvikling, som Cajuste har gennemgået i det midtjyske.

- Dedikeret og ihærdig

Den svenske midtbanespiller ankom i sommeren 2018 - kort inden hans 19 års fødselsdag - fra Örgryte i den næstbedste svenske række, Superettan.

I den første sæson spillede han blot tre kampe for FCM’s førstehold, men i mesterskabssæsonen 2019/20 bragede Cajuste igennem på Priskes guldhold.

- Det har fra dag ét været en fornøjelse at følge Jens’ udvikling i FC Midtjylland. Han kom til FCM med et dedikeret og ihærdigt mindset, og det har han holdt fast i gennem hele sin tid i klubben. Han udviklede sig hurtigt til at blive en profil på vores hold, og han har en kæmpe aktie i vores tredje mesterskab og Champions League-eventyret i 2020, siger sportschef Svend Graversen i en pressemeddelelse.

Jens-Lys Cajuste viste frem på den helt store scene i efteråret 2020, da FCM og han spillede Champions League. Her ses svenskeren i hjemmekampen mod Liverpool. Det opgør sluttede 1-1. Foto: Flemming Hansen

Ros til Ove P. og scouts

Svensk-amerikaneren viste hurtigt, at han råder over stor fysisk kapacitet og samtidig har højt anlagt spil på det tekniske plan. Det potentiale forløste han i FCM.

Før skiftet havde han ingen ungdomslandskampe, men han kom på det svenske U21-landshold i 2019 og senere på det svenske A-landshold, som han også var til EM med sidste sommer.

- Med til historien om Jens skal der også lyde en stor ros til Ove Pedersen (vice sportschef, red.) og scouting-teamet, som så hans talent og potentiale, lang tid før andre klubber fik øjnene op for ham. At Jens nu står som et af klubbens største salg nogensinde gør kun fortællingen endnu bedre, pointerer Svend Graversen.

Jens-Lys Cajuste har gennem årene stillet op til et par portrætinterviews og portrætfotos i Herning Folkeblad. Her poserer den unge svensker i afslappet stil efter frokosten i Sportscenter Ikast. Foto: Henrik Ole Jensen

Cajuste: Jeg har nydt det

På falderebet giver Jens-Lys Cajuste også udtryk for stor taknemmelighed, selv om det seneste halve år ikke er gået, som svenskeren havde ønsket sig efter det kuldsejlede skifte i sommer.

- Det er vigtigt for mig at sige tak for nogle gode år til fansene og alle folk i og omkring klubben. Jeg har nydt min tid i FC Midtjylland, og særligt de store præstationer med mesterskabet og Champions League i 2020 kommer jeg til at huske. Jeg ønsker klubben alt det bedste, siger Jens-Lys Cajuste i pressemeddelelsen.

Sådan så Jens-Lys Cajuste ud, da han ankom direkte fra den næstbedste svenske række i sommeren 2018. Foto: FCM

Graversen: Han er klar

Cajuste har indgået en kontrakt frem til sommeren 2026 med Stade de Reims, der p.t. ligger nummer 14 i den franske Ligue 1.

FCM’s sportschef er ikke i tvivl om, at svenskeren har værktøjerne til at blive en sportslig succes i Reims og den franske liga.

- Det er en enormt dygtig fodboldspiller, vi sender videre i karrieren, og vi har været privilegerede at have ham i klubben. Han er klar til at tage skridtet til Ligue 1, hvor vi har fået en god aftale i stand med Reims. Nu glæder vi os til at følge Jens i sin videre karriere på både klub- og landsholdsplan, siger Svend Graversen.

Sportsdirektøren for Stade de Reims har også pæne ord om sin nye signing.

- Det, der er slående ved ham, er hans vilje til at spille fremad og bryde linjerne. Han har en evne til altid at slippe igennem presset, hvilket er ganske imponerende, siger Pol-Edouard Caillot, sportsdirektør i Stade de Reims, til klubbens hjemmeside.

Stade de Reims blev første gang opmærksom på Jens-Lys Cajuste, da klubben havde besøg af FC Midtjylland til en træningskamp i august 2020.

- Vi var en af ​​de første klubber, der positionerede os i forhold til Jens. Meget hurtigt mødte vi konkurrence fra andre store europæiske hold. Men den nærhed, der blev skabt med spilleren og dem omkring ham, var afgørende. Spilleren har været modtagelig for projektet og dets udvikling, siger han.

Til sin nye klubs hjemmeside fortæller Jens-Lys Cajuste, at han forsøger at lære af Andrea Pirlo og Sergio Busquets.

- Jeg prøver at blive inspireret af dem på deres måde at se spillet før andre - scanne mulighederne for at have en hundrededel af ​​et sekund ekstra, siger Jens-Lys Cajuste om sin spillestil og lærelyst.

Det er i øvrigt anden gang, FCM sælger en spiller til Stade Reims. Mads Albæk blev også solgt til byen fra Champagne-distriktet i sommeren 2013.

Jens-Lys Cajuste

Født 10. august 1999 i Göteborg, Sverige (22 år)

Forældre: Mor Gisela Andersson Cajuste fra Sverige og far Frantz Lys Cajuste fra USA

Position: Central midtbanespiller

Højde: 188 centimeter

Tidligere klubber: Sports Beijing (Kina), Yu Ye Beijing (Kina), Guldhedens IK (Sverige), Örgryte IS (Sverige) og FC Midtjylland

Ny klub: Stade de Reims (Frankrig)

Debut for FCM: 26. august 2018 på hjemmebane mod Randers FC

79 kampe og 2 mål for FC Midtjylland

Nåede 16 kampe i Sveriges næstbedste række, Superettan, for Göteborg-klubben Örgryte IS inden skiftet til FC Midtjylland i sommeren 2018

Udvalgte meritter:

8 A-landskampe og 3 U21-landskampe for Sverige

Dansk mester med FC Midtjylland 2019-20

Dansk pokalvinder med FC Midtjylland 2018-19