Christopher: Jeg prøver at få helt ro på

Popstjernen Christopher har knald på karrieren. Men selv om hjertet banker for musikken, banker det endnu hårdere for datteren Noelle.

20. oktober 2021, 06.00

Christopher var taget til uddelingen The Voice '21 Radio Awards på Bremen Teater i København tirsdag aften, hvor han var nomineret til hovedprisen, The Voice Prisen.

KØBENHAVN Efter halvandet års ufrivillig pause kan superstjernen Christopher endelig komme ud at spille musik foran livepublikum igen.

Og det er et glædeligt gensyn at skulle optræde til The Voice '21 Radio Awards på Bremen Teater i København tirsdag aften.

- Hver eneste gang, jeg står foran et publikum, tænker jeg bare: Yes!, fordi det ikke længere har været en selvfølge. Det brøl, der kommer, er så fedt. Jeg glæder mig allerede til næste sommer, fortæller Christopher begejstret.

- For mig er det grunden til, at jeg laver det her. Det er at stå på scenen, mærke folks energi, se dem i øjnene og være med til at skabe de her øjeblikke. Det har været nogle hårde år, og jeg glæder mig endnu mere til at få denne her forløsning og lettelse, siger han.

Der er fart på for den 29-årig popkomet.

I foråret udgav han sit femte album, "My Blood", og så får han netop nu privat tyskundervisning for at kunne klare sig flydende i vores naboland, når han senere skal deltage i Tysklands svar på "Toppen af poppen".

Ikke nok med musikken, Christopher har også kastet sig ud i skuespillet. Han medvirker i Avaz-brødrene kommende feel good-film, "Toscana", som har Anders Matthesen i hovedrollen og Ghita Nørby og Sebastian Jessen i nogle af de øvrige roller.

Og så har han selv landet sin første hovedrolle. En skræddersyet rolle som musiker - en underdog - som kæmper og knokler for at slå igennem på verdensplan.

I filmen synger han selv alle sange - og han har tilmed også skrevet dem.

- På en eller anden måde er det, som om at det fungerer bedst for mig, når jeg har lidt for mange bolde i luften, og der er en eller anden form for kaosstemning. Der er der, jeg er allermest i balance, fortæller Christopher.

- Selv om det virker lidt hovedløst, så er det bare megafedt. Også i denne her periode, hvor jeg ikke har haft så meget at rive i med koncerter, at der har været andre ting i kog. Men jeg har prøvet at skære lidt ned og fokusere en lille smule, fordi det har været lidt for kaotisk til tider, medgiver han.

I februar ændrede Christophers liv sig.

Der blev han og hustruen Cecilie Haugaard nemlig forældre til datteren Noelle, og det har skærpet hans fokus.

For selv om hjertet banker intenst for musikken, banker det endnu hårdere for familien.

- Jeg prøver at blive bedre til at sige nej. Jeg har været utrolig dårlig til det og har sagt ja til alt, alt for mange ting. Så jeg prøver at få helt ro på og lave noget vælling, skifte bleer og synge godnatsange, lyder det fra ham.

/ritzau/