Vand-vittigt godt år: 22 millioner i plus hos Aqua d’Or

21. august 2020, 04.00

Aqua d’Or blev stiftet i 1987 og har sin produktion i Fasterholt. Siden 2006 har virksomheden været ejet af franske Danone. Foto: Flemming Hansen

FASTERHOLT-BRANDE Navnet Aqua d’Or er en blanding af latin og fransk og betyder »Det gyldne vand«.

2019-regnskabet har bestemt været gyldent for virksomheden, der har produktion i Fasterholt ved Brande. Det nyligt offentliggjorte regnskab for kildevandsproducenten viser et overskud før skat på 22,7 millioner kroner. Det er en forbedring på mere end ni millioner kroner sammenlignet med 2018 og det højeste nogensinde i virksomhedens 33-årige historie.

Aqua d’Or offentliggør ikke tallene for omsætning, men ifølge økonomichef Jesper Damkier er omsætningen faktisk faldt en lille smule fra 2018 til 2019. Det skyldes primært, at sommeren 2019 ikke var nær så varm som året før.

Til gengæld fik virksomheden en stor fordel, da regeringen med virkning fra 1. juli 2019 afskaffede emballageafgiften på øl og sodavand. Det gav en mærkbart forbedret indtjening.

- I stedet for at give pengene tilbage til kunderne, valgte vi at fastholde prisen for at kunne geninvestere pengene i vores nye flasker, som er lavet af 100 procent genbrugsplast, fortæller Jesper Damkier.

Flasker af genbrugsplast

Hidtil har Aqua d’Ors flasker bestået af 50 procent genbrugsplast. De nye bæredygtige flasker er allerede taget ind i produktionen, og Jesper Damkier fortæller, at målet er, at samtlige flasker i 2021 er lavet af 100 procent genbrugsplast.

Den grønne omstilling koster dog penge, og her vil en del af overskuddet fra 2019 komme i spil. Aqua d’Or er den første producent, som har lanceret en flasketype, der er lavet af udelukkende genanvendt plast. Den nye flasketype vil kunne bruges igen, når forbrugerne afleverer dem i flaskeautomaterne.

Et andet stort tiltag hos kildevandsproducenten har været byggeriet af en 7000 kvadratmeter stor lagerhal i Fasterholt. Byggeriet blev sat i gang i oktober sidste år, og den nye lagerhal stod færdig i maj.

- Det nye lager er bygget som erstatning for et eksternt lager, vi har haft i HI-Park, og effekten af det kommer vi til at mærke her fra 2020, siger Jesper Damkier.

Et coronaramt 2020

Der har også været tanker om at udvide på administrationen i virksomheden, som i 2019 i gennemsnit havde 76 medarbejdere. Men udbruddet af coronavirus har sat de planer i bero, da et dyk i omsætningen også har medført et fald i antallet af medarbejdere.

Særligt i april og maj var Aqua d’Or hårdt ramt, og omsætningen lå 50 procent under normalt niveau. Det skyldes blandt andet, at virksomheden normalt sælger en del kildevand til flycatering og grossistmarkedet.

Situationen bliver bedre måned for måned, men Jesper Damkier anslår, at man fortsat ligger 15-20 procent under forventet omsætning.

- 2020 bliver meget påvirket af corona, og vi laver løbende scenarier, som kan skifte måned for måned. Vi har selvfølgelig et minimum for, hvad vi gerne vil nå, men det bliver væsentligt under 2019, kan jeg godt afsløre, siger han.

De seneste fem år har resultatet før skat i Aqua d’Or svinget fra minus 0,8 millioner til nu plus 22,7 millioner kroner. Datawrapper-grafik: Brian Kjær Andersen